NFSGrundtvigsLivOgGjerning

12 1

af H orkvinde-B en, af N id din g e-B en , og den B avtasten skal stan de i N ord, til foræ ldede Jo rd o pløses i D am p.

Saa lægges Liget paa Baalet, Flammen omsnor hele Følget, og alt forsvinder. Denne Digtning giver os i al sin Formløshed et klart Indblik i den ejendommelige Maade, hvorpaa det oldnordiske og det kristelige paa denne Tid er smeltet sammen i Digterens Bevidsthed. Der er nok af »hedenske Vildtoner« i Digtet, og paa sine Steder klinge de saa stærkt, at den kristelige Grundakkord fuldstændig overdøves. Særlig om Korsangen, da Baalet vies, udtaler Grundtvig senere: »Hver Kristen ser let, at det er formastelige Ord, som, n a a r de t o g e s s t r æ n g t , maatte betyde, at Kristus var som Odin kun en Idé, et luftigt, indbildt Væsen«, men det maa tillige fremhæves, at han udtrykkelig tilføjer, at det var nu i k k e hans Mening, og fortæller, at han, just fordi han s e l v f ø l t e , det var usømmelig Tale, aldrig sendte sin Fader denne Bog. Ikke des mindre har dette Træk sin store Betydning, thi, som han siger, »det er aabenbart, at jeg ej for Klangens Skyld havde ladet saadanne Ord staa, dersom jeg havde været ret omhyggelig for at undgaa Mistydning i saa vigtige Ting og haft den Tro i Hjærtet, at der er ikke Salig­ hed i noget Navn uden i Jesu«. Han lod da ogsaa senere, da han optrykte Digtet i »Kvædlinger«, disse Ord staa uforandrede »til s i n S k am og til et Vid­ nesbyrd om, hvad et Menneske, som dog troede paa