NFSGrundtvigsLivOgGjerning

122

Kristus, i den galne Tid kunde føre det over sit Hjærte at sige«. Det er maaske det mest slaaende — men ingenlunde det eneste — Vidnesbyrd om, at den Kri­ stentro , hvortil han var naaet, endnu ikke var en levende Tro som den, der senere saa mægtig skulde gjennemtrænge ham, men kun en theoretisk Erkjendelse, et Syn for Kristendommens Herlighed, ligesom de gamle Myther stod for ham i straalende Glans. Vi høre endnu en Stund jævnlig lignende Toner i hans Digtning; de komme saaledes stærkt frem i den præg­ tige »Drapa«, han kvad om Willemoes, da den unge Søhelt var falden paa vort sidste Linieskib i Kampen ved Sjællands Odde *):

V ed M id n at je g sad i m in enlige V raa, og N u tid e n veg fra m it sorgfulde Ø je; ved S tjæ rnernes £rlim t fra d et hvæ lvede B laa da O ld tid en steg fra de F æ d ern eh ø je. Je g h o ld t m ig saa fast ved dens k raftig e A rm , jeg slynged m ig tæ t til dens bræ n d en d e B arm , og p lu d selig standsed den rin d en d e T aare. M e d i n d e r l i g T i l l i d t i l A s e r n e s M a g t jeg bad, at je g H æ rfad ers Sal m aatte skue.

Det var Trangen til at fordybe sig grundigere i Studiet af Nordens Oldtid, end det var muligt under de Forhold, i hvilke han levede paa Langeland, der drev ham tilbage til Hovedstaden. Den Stemning, han noget senere 2) gav Ord, da han kvad :

Je g ofrer m it L iv og m in K ra ft til at rejsé paa H ed en o ld s G ravhøj en talen de S ten, m ed R u n e r om bæ ltet, saa h ø jt den skal k nejse paa V alh als R u in e r, paa H e lte n es B en,

*) N y d an sk T ilsk u e r M aj 1808. 2) I T ileg n elsesd ig tet til P ram foran i N o rd en s M ythologi.