NFSGrundtvigsLivOgGjerning

123

om N o rn ern e u n de m ig L iv et at friste, om O din m ig læ re r de Stave a t riste, saa d y b t dem at grave m ed Sans og m ed

K ra ft —

levede allerede mægtig i ham, og han havde jo alt ud­ talt den i Afhandlingen om Asalæren. I November 1807 skriver han til Nyerup: »Jeg havde kun Valget imellem at opgive Haabet om et nøjere Kjendskab til Nordens Oldtid og at rive mig løs fra min nuværende Stilling. Drevet af en indvortes Tvang har jeg valgt det sidste, og ved Vinterens Ende kommer jeg til Hovedstaden. Er det mig muligt at subsistere der, agter jeg i nogle Aar at nyde den Lyksalighed, som følger den stigende Indsigt«. Han udførte sin Beslut­ ning. I Foraaret 1808 drog han til Kjøbenhavn, hvor­ til han kom i Maj. Rejsen gik for sig i Smugover Lolland og Smaaøerne, thi de engelske Krydserevar paa Færde alle Vegne. Det havde været tre rige og betydningsfulde Aar, han havde tilbragt i sit »literære Tomi«; han forlod det i mange Maader som en helt anden, end han var kommen ■ Livet laa for ham i et helt nyt Lys, intet Under at han, hvor mange Minder, glade og sørgelige, der end knyttede ham til »Lavinds 0 «, med Længsel higede imod Hovedstaden, som vel laa i Grus, men dog endnu var Midtpunktet for, hvad der rørte sig af aandeligt Liv i Landet, og hvor han følte, de nye Kræfter, der var vaagnede i ham, først ret kunde komme til at udfolde sig.