NFSGrundtvigsLivOgGjerning

126

Dette lille Sammenstød foranledigede det Bekjendtskab, der, som Grundtvig siger i 1815, »hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv, Bekjendtskabet med den redelige, frimodige og trofaste Ven, Povel Dons«. Han giver ham det Lov, at han var •»en ung Mand med kristen Tro, inderlig Kjærlighed til alt godt og til det gamle Danmark«, og da de først havde lært hinanden personlig at lejende, varede det da heller ikke længe, før det varme og inderlige Venskab var sluttet imellem disse to Naturer, som i Grunden var nær beslægtede, til Trods for, at de tilsyneladende var støbte af helt forskjellig Malm. Det nødvendige til Livets Ophold maatte Grundt­ vig fortjene ved at give Undervisning. Han blev vistnok strax Lærer i Historie i det Schouboeske In­ stitut, den Gang en af Byens bedste og mest ansete Skoler, og var det, til han forlod Hovedstaden. Han er utvivlsomt gaaet til denne Gjerning med Liv og L y s t; vist er det, at han fik sine Disciple godt med, og at han senere med Fornøjelse tænkte tilbage paa dem og sin Stræben efter at meddele dem sin historiske Anskuelse. En af dem har fortalt, at da de hørte, de skulde have til Lærer den Kandidat Grundtvig, de havde set pile gjennem Gaderne i den graa Frakke og med det lange (mørkegule) Haar, da tænkte de, at det blev en, de skulde have Løjer med, men han fængslede dem anderledes og beherskede Klassen med sit Blik. x) Om det Udbytte, hans Undervisning bragte Eleverne, siger han selv, at han sl,et ikke frygter for at modsiges

:) H . B ru n : B iskop N . F . S. G rundtvigs L ev n ed slø b I, 15.