NFSGrundtvigsLivOgGjerning

130

intet Slør bedække for Digterens Øje. Vel søgte han dem stundum der, hvor kun deres Gjenfærd vare, vel iførte han dem stundum et Purpur sprængt med Sydens Guld, som hans egen kunstige Haand virkede, fordi han, ilende, ej saa’ deres eget; men hvad han hidtil ikke saa’, vil han sikkert en Gang se, thi han kan, og skete det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre ham at have været den første, der atter begejstrede Norden for sine gamle Guder og iførte dem en Dragt, der forkyndte deres Højhed . . . . Virkelig frembrød ogsaa, da Oehlenschlågers Harpe klang, i de mere ud­ vikledes Barm en inderlig Længsel efter at kjende Nor­ dens Guder, og Vaabengnyet kunde ikke dæmpe, men fordoblede den snarere som en udvortes Gjenlyd fra de svundne Dage, som Strid-Skøguls høje Stemme, der kalder Helte til Valhal«. Han omtaler Nyerups Oversættelse af den prosaiske Edda »med sin ikke heldig valgte Titel« (»Edda eller Skandinavernes hedenske Gudelære«) og betegner denne som »Mythologiens Forgaard«. »Skulde den lede til den saare vrange Tro, at man ved at kjende de deri indeholdne Fabler ogsaa kjendte Nordens Gudelære, som den i sin Renhed var, da maatte alle Asalærens Venner inderlig bedrøves«. Af den poetiske Edda har Sandvig givet en Oversættelse, »men om end langt flere Exemplarer af denne vare reddede fra Urteboden1), J) „ Je g u n d red e m ig læ nge o v er“, h e d d e r d et i en N ote, „h v or­ led es en Bog som denne, d er ej er til M orskab, k u n d e væ re u d ­ so lg t; m en m in F o ru n d rin g svandt, da jeg h ø rte, at d ette herlige V id n e om vor Sandvigs E nthusiasm e, S k arp sin d ig h ed og F lid var solgt — til M ak u latu r“ .