NFSGrundtvigsLivOgGjerning

133 hvilket tillige med mangt et rigtigt Blik over enkelte Punkter og Sindrigheden af det hele gjør, at denne Bog lige saa vel fra den kritiske som fra den æsthetiske Standpunkt kan anses som en Vinding for vor Litera- tur«, men hans Kritik, der nærmest er rettet imod Eddadigtenes, særlig Voluspås, mythiske Paalidelighed, som han søger at svække ved temmelig intetsigende Argumenter, er ikke des mindre af den Beskaffenhed, at Grundtvig i den »Erklæring«, han gav i Anledning af denne Recension, med Føje siger, at »dersom den Dom, her er fældet over mine Arbejder i Nordens Mythologi, var grundet, maatte disse være aldeles forgjæves, thi den Bygning, jeg af de adspredte Klippestykker søgte at rejse, svævede da i Luften uden Grundvold«. De to Standpunkter er i Virkeligheden saa forskjellige som muligt. Grundtvig finder i Eddadigtene Elementer til en Gudelære, en Helhedsopfattelse af Tilværelsen saa sublim, som intet andet Hedningfolk har den, og tvivler derfor ikke et Øjeblik paa deres Ælde, om han end mener ogsaa at kunne godtgjøre denne med udvortes Grunde, og særlig er Voluspå for ham »dette mageløse Digt, hvori hvert Ord har Betydning, det eneste, som i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at være udsprunget dybt inde i Hedendommet, før end Sansen for den høje Lære tabtes . . . Enhver mytho- logisk Undersøgelse, der skal have noget Værd, maa begynde og ende med dette Digt«. Recensenten finder, af Grunde, som i Virkeligheden have meget lidt at betyde — om en virkelig Kritik er der ikke Tale — Vo­ luspås Ægthed tvivlsom og betegner derfor den Grund­ vold, hvorpaa hele Systemet er bygget, som usikker.