NFSGrundtvigsLivOgGjerning

4 drejede sig, opfattedes saa snævert, at den blev noget rent negativt, idet den udelukkende sattes i at føre et agtbart Levned, der ikke stødte an hverken mod Love eller Vedtægter, en Opfattelse, der selvfølgelig ikke bar Spirer i sig til nogen fri og selvstændig Udvikling. Medens man havde overordentlig travlt med at gjøre Rede for Menneskets Pligter baade imod Gud, sig selv og Næsten og i saa Henseende lod sig det være yderst magtpaaliggende at faa al Ting med, blev man Svar skyldig eller havde kun højst ufyldestgjørende Svar, naar der stilledes Spørgsmaal om, hvorpaa disse Pligtbud i sidste Instans bero. At Morallovene maa ses under Synspunktet af det gode som Ideal, saaledes at Mennesket ved at lyde dem udfolder sit eget Væ­ sen og realiserer sin Idé, medens det ved at svigte dem kommer i Modsigelse med sig selv, havde Op­ lysningstiden ingen Forestilling om. For den er det den for alle Mennesker fælles Drift til Lyksalighed, der i moralsk Henseende er det afgjørende; man skal være dydig, fordi man staar sig bedst derved. »Har Naturen, som ikke kan synde«, hedder det, »givet mig Drift til en Ting, saa synder jeg ikke, om jeg følger denne Drift. Jeg bør alene se til, at jeg følger den rigtig efter de mekaniske Love, som ere foreskrevne alle Kræfter«1). Hensynet til det almene, til Samfundet kom­ mer derfor i Oplysningstidens mangfoldige moralske Skrifter til at spille en fremtrædende Rolle, idet Indi­ videts Opgave indskrænkes til at bestyre sine Drifter saa økonomisk som muligt og i egen Interesse at bi-

J) Joh. Boye: Statens Yen. I. (1792).