NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 4 2

gamle Fader, det Aar lian blev Jubellærer, skulde nødes til at nedlægge sit Embede, fordi hans yngste Søn, som dog havde Attestats og Præstealder, ikke vilde opgive sine glimrende Udsigter i Hovedstaden ved at blive personel Kapellan i sin Fødeby«. Flan besluttede da at tage denne Gjerning paa sig og maatte derfor gjennemgaa den sidste theologiske Prøve før Ordina­ tionen, prædike til Dimis. Det var den 17de Marts 181o, han holdt den Prædiken, der er bleven saa navn­ kundig i vor Literatur. Den blev efter Skik og Brug holdt i den tomme Regenskirke, kun i Overværelse af den af Fakultetet beskikkede Censor, Professor Peter Erasmus Miiller, og maaske enkelte andre. Til den Af­ skrift, Grundtvig efter Sædvane havde overgivet Miiller, før Prædikenen blev holdt, havde han føjet følgende Ord: »Min højærværdige Censor ville tillade mig den Bemærkning, at Prædiken er ikke saaledes, som jeg vilde holde den for en blandet Forsamling, men saa­ ledes, som jeg i Regenskirken i Overværelse af nogle faa kyndige kunde holde den. Upassende forekom det mig, og umuligt var det mig der at tale, som om jeg stod for en Menighed, der samles til fælles Andagt og Opbyggelse«. Miiller gav ham Egi'egie for Prædi­ kenen, og alt syntes at være i den skjønneste Orden. Det Røre, den vakte, da den en Maaneds Tid efter udkom i Trykken, kom Grundtvig fuldstændig uventet. Den fremtraadte under Titelen: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?« tilegnet Faderen med et varmt og smukt Digt, hvori Oldingen betegnes som en af de Præster, der ikke havde fornægtet deres Frelser. Naar han udgav den, var det ikke, fordi han fandt den sær