NFSGrundtvigsLivOgGjerning
iS»
nu ikke uden videre finde sig i. Han indgav i Slut ningen af Oktober en Ansøgning til Kongen, om at Sagen maatte blive forfulgt efter Lands Lov og Ret. Dette fraraadedes imidlertid bestemt af Kancelliet, sær lig fordi Biskoppen gjorde gjældende, at det var urime ligt, »aten Sag, der stod i umiddelbar Forbindelse med Religionen, gjordes til Gjenstand, for de borgerlige Dom stoles Kjendelse«. Hans Ansøgning blev henlagt, og den 5te Januar 1811 faldt Kongens Resolution, i Følge hvilken han maatte møde for Konsistorium og modtage en Irettesættelse — eller rettere høre paa Oplæsningen af den kongelige Resolution om, at han skulde have en Irettesættelse — »fordi han imod sit Løfte havde givet denne Prædiken i Trykken og ved nogle An meldelser i de offentlige Blade røbet den Hensigt at gjøre Opsigt«. Han synes at have været lige saa uskyldig i den anden paaankede Forseelse som i den første — ingen har i alt Fald til Trods for megen Søgen, saa vidt vides, kunnet finde saadanne »Anmeldelser i de offentlige Blade«. Det var en tvivlsom Sejr, Præsterne havde vundet. »Selv Hornemann (den theologiske Pro fessor, »Spotteren«)«, fortæller Grundtvig i Kirke spejlet, »ynkedes over mig, saa han fulgte mig ned i Studiegaarden og bad mig blæse ad det Vanheld, som ogsaa Langebek havde haft. Moldenhawer, som nu var Sjælen i Universitetsdirektionen, græd over mig som en gammel Romer ved Tanken om Lykkens Usta dighed, og Kaas, som var Præsident i det danske Kancelli, forsikrede mig, at baade Kongen og han vidste, jeg havde Ret, saa det skulde ej i mindste Maade skade
Made with FlippingBook