NFSGrundtvigsLivOgGjerning

154

længes, og ved hvis Billede det styrkes og vederlcvæ- ges paa Valen«. Men T ro og T ro er to Ting. Skjønt d et kriste­ lige ganske vist lige fra den S tund af, da han først fik Ø jnene op derfor, ikke e t Ø jeblik er ta b t af Syne, saa a t han med Føje kan afvise Beskyldningen for nogen Sinde at have væ ret en saadan A fgudspræ st, som Folk vilde gjøre ham til, forholder han sig i Virkeligheden, som d et noksom fremgaar af det foregaaende lige til D im isprædikenen og en Stund derefter, næ rm est rent theo retisk dertil og er ikke greben af »den inderlige K jærlighed til Gud og Næsten«, han om taler i d et nys anførte Stykke. I Slutningen af 1 8 1 0 var der imidlertid indtruffet noget, der b rag te ham i e t væ sentlig andet F o r­ hold til det religiøse, end han hidtil havde kjendt. »Jeg sad en A ften i E fteraaret 1 8 1 0 alene paa W alkendorfs Kollegium«, fortæller han i K irkespejlet, »og læ ste i Kotzebues H istorie af Preussen, som var den eneste over d e tte L and, og som jeg, skjønt jeg dyb t foragtede Navnet, mente som Læ rer i H istorien at m aatte be­ nytte, men jeg var ikke kommen længere end til det trettend e A arhundrede, da de ty ske R iddere indtog og med Svæ rdet kristnede Preussen, thi her havde Kotze- bue plantet en af sine G iftblomster under, hvad han kaldte »det visne Kors«, og derved løb det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra mig, men sprang op som greben af en mægtig Aand, der kaldte mig til Reformator. D erp aa fulgte et Par Maaneder af sto lt, men stille Svæ rm eri, hvori jeg for første. Gang siden min Barndom for A lvor læ ste Biblen, især Profeterne, Luthers og K ingos Salmer, bad og