NFSGrundtvigsLivOgGjerning

6

alle Tider«, hedder d e t *), »de bedre og ædlere Menne­ skers Lod at undfly det nærværende og at leve i det tilkommende. Indbildningskraftens velgjørende Magi maatte bortjage den sørgelige Virkelighed af deres Synskreds og af Eftertidens Skjød fremkalde for deres Øje en gylden Tidsalder, Menneskehedens Fuldendelse. I dette lyse og herlige Haab opsvingede de sig højt over Samtiden«. Det gjorde Oplysningstidens Menne­ sker ogsaa i deres utopiske Drømme om, hvad Frem­ tiden skulde bringe. »Hvad højere og værdigere Gjenstand for deres velgjørende Virksomhed end den v o r d e n d e Slægts Forædling?« hedder det videre i den anførte Afhandling. »O du, som med dybere Smerte føler din Tidsalders Fordærvelse og med højere Længsel skuer ind i haabede Dage — lad ikke denne Følelse unyttig fortære sig selv. Den udvikle sig til Kraft, og den fremblomstrende Menneskeheds Fuldkommenhed vorde Kraftens Virkning«. Var der til Trods for al Gjæring og Uro goldt og tomt paa det ethiske Omraade, saa var det i endnu højere Grad Tilfældet paa det religiøse, som vi her fortrinsvis skulle dvæle ved. Her tørnede de stærkeste Modsætninger, Kristendom og Gudsfor­ nægtelse, sammen, og her aabenbarede Oplysningstiden ret egentlig sin Mangel paa Evne til at naa et klart og bestemt Standpunkt, thi det Resultat, den hele Ud­ vikling afsatte, var hverken det ene eller det andet, men en aandløs Blanding, i hvilken det for begge

h J. E. Berger: Om de foregaaende Betingelser til en forbedret Nationalopdragelse, Minerva 1795.