NFSGrundtvigsLivOgGjerning

159

dygtig stor«. Han var endnu ikke moden til den store Gjerning, han skulde gjøre, og han skulde kun modnes til den igjennem bitter L idelse og Kamp. D et stille, stolte Sværmeri var som et Havblik før Stormen. D e t var vidt forskjelligt fra det Liv, der snart skulde fylde ham, men det var ogsaa vidt forskjelligt fra det, der hidtil havde rø rt sig i ham, og det er nu let at forstaa, a t han var »nær ved at synke i Jorden«, da han efter at have strid t imod saa længe som mu­ ligt m aatte bøje sig og modtage den Irettesæ ttelse, han var bleven ikjendt. »Nu, nu, da det skulde stemples til borgerlig Brøde blot literæ rt at beklage den gamle Kristendoms Forfald«, skrev han mange A ar senere, *) »ja, nu m aatte B lodet vel en Gang koge selv i de koldeste Kar hos en fribaaren poetisk Natur, der en liden Stund var drevet med Strømmen fra hans Barndoms T ro og Kæmpedrømme, men var, da Alvorstimen slog, vendt tilbage, havde i H istorien skuet den gamle Kristendoms Triumf gjennem T iderne, havde i hine Danmarks tunge Dage dyb t følt, hvad ham fattedes, men nu hartad glemt det over nordiske Kæmpedrømme — hvad Under, at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glø­ dende Harme, da d et end ikke m aatte være ham til­ ladt, naar han i D rømme besøgte den faldefærdige Kirke med sine Fæ d res G rave, at ofre den og deres Ihukommelse og de graahæ rdede, som forgjæves søgte deres T ro og deres T rø st hos de unge Præster, at ofre det alt en Taare, som jeg end mindes grandt randt uvil- kaarlig og faldt paa Papiret, da i min Drømmeprædiken *) I den af Censor 1827 undertrykte, først 1866 løsladte Afhand­ ling Om Religionsfrihed.