NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 6 1

havde Sønnen im idlertid »den inderligste Lyst« til at tage den Gjerning op, som han fra først af kun havde erklæ ret sig villig til, fordi han syntes, a t han ikke kunde væ re andet bekjendt. Saa snart han, hvad der ikke varede længe, havde overstaaet den »svare Sinds­ sygdom« — »Anfægtelser« kaldte hans gamle F ader den med T a k og Pris — og faaet Ro i sit Sind igjen, søgte han a t skaffe E ad e ren hans Em bede tilbage og selv at faa L ov til at blive hans Medhjælp, og han tog det ligefrem for et T egn p a a , »at vor H erre ikke rent havde slaaet H aanden af ham«, om det lykkedes. Der var store V anskeligheder a t overvinde, og at de bleve overvundne, skyldtes for en stor Del Biskop Balle, som varmt stø tted e sin unge F ræ ndes Sag. Resolutionen om F aderens A fsked var allerede falden (i Decbr. 1 8 1 0 ); der var ledige Kapellaner i S tiftet, hvilket alle­ rede én Gang var bleven anført som Hindring for Op­ fyldelsen af den gamle P ræ sts Ønske, og endelig havde Sønnens opsigtvækkende O ptræ den selvfølgelig i høj Grad vanskeliggjort Stillingen. Kancelliet sendte A n­ søgningen til Biskop M un ter, der hverken turde 'anbe­ fale eller fraraade den. Han var meget betænkelig ved at an sæ tte en Mand med formentlig saa uklare Anskuelser om K ristendomm ens N atur og Væ sen — Grundtvigs sidste Skrift »Nytaarsnat«, som B iskoppen indsendte til Kancel­ liet, for at det selv kunde overbevise sig om Rigtigheden af hans D om , »indeholder helt besynderlige Ytringer og fører overalt den nyere Skoles mystiske Sprog, som ikke stemmer med den sunde bibelske og fornuftmæs­ sige K ristendom , og hvis Udbredelse eller Herredømme ej vilde væ re til Baade for Kirken«. Men paa den an- Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning. I I