NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Bog ? . . . D y b t bedrøves maa da den troende Kristen ved at skue trind t sig i den næ rvæ rende og stirre ind i den tilkommende Tid. Hvad der fattes de fleste, Troen, ikke F o rstanden s kolde Bifald, men H jæ rtets levende T ro, kan d et ene Menneske ej erhverve det andet, om han end vilde give sit Legem e hen at bræn­ des, og han, som baade kan og vil give den til alle, ham vil de ej bede om den med et ydm ygt Sind og et Hjærte, der føler sin Trang«. Og som han frimodig tog Bladet fra Munden over for de forsamlede Præster, saaledes talte han ogsaa i de Skrifter, han udgav, me­ dens han var i Udby, djæ rvt og indtrængende om, hvad der laa ham paa Sinde, saa at der kjendtes, at var der nogen Forskjel paa ham, som han var, da han kom der ned, og da han drog der fra, bestod den ikke, som Biskop og Kancelli havde haabet, i, at »hans overspændte, vildledte Indbildningkraft var vorden ned­ stemt og ordnet«, men tvæ rt imod i, at hans generende Iver og N idkjæ rhed var bleven endnu større — han havde nu en Gang »en stæ rk Hang til Sværmeri«. Selv havde han frejdig og sikker Svaret paa rede Haand overfor Beskyldningen for at være en Sværmer, fordi han hævdede, at d et ikke var nok med de gode Gjerninger, men at »alt er af Naade, og at Naade og Fortjeneste ej kan b esta a ved hinandens Side«, og han blev ikke træ t af a t give d et atter og atter. Kraftigst og mest bestem t kommer det frem i Fortalen til Prædi­ kenen »Hvorfor kaldes vi Lutheraner?«, som han ud­ gav til Minde om den tyske Theolog F rants Volkmar Reinhard, »Vogteren ved L uthers Grav«, som han kal­ der ham, »den sidste ægte luthersk-kristelige Mand,