NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 7 0

jeg mellem Tysklands navnkundige læ rde ved af at sige«. »Hver retsindig skal mærke«, hedder d et her, »at jeg ej er anderledes Svæ rm er end L u th e r og alle de sindige Mænd, der tro ed e fast p aa Guds skrevne O rd og lød d et i menneskelig Skrøbelighed efter den b ed ste Indsigt, de ved ærlig og rolig G ranskning under den Helligaands B istand kunde erholde. Skal saadanne Mænd kaldes Sværmere, da vil jeg kaldes ligedan, og Gud give mig Naade til at svæ rme som de, at fæste Ø jet ikke paa d et synlige, som er timeligt, men paa d e t usynlige, som er evigt, altid a t have mere Behage­ lighed til at fare her fra og væ re med Herren, hvor der er m eget bedre, hvor der hverken er F ristelse eller Fare, Sorg eller Strid eller Pine, hvor Gud aftørrer al G raad af de gudfrygtiges Øjne. L a d kun andre mene, a t de igjennem alle Planeter kan krybe til Faderens H u s; jeg ved, d et gaar ikke an, og var d et end saa, vilde jeg dog langt hellere, naar K lokken ringer, naar Hammeren slaar p aa Malmet ved M idnatstid, med voxne V inger følge V i s e r e n i lystelig Sværm op over alle Himle. Hvo, sjam vil med, han k om m e ! Gud har Vin­ ger og Rum til os alle, thi i hans Hus ere mange V æ relser; Viseren, den Helligaand, kalder os alle gjen- nem d et skrevne Ord, tilbyder os T roens, H aabets og K jærlighedens Vinger«. Denne kraftige Prædiken, som i Forbindelse med den næ sten lige saa lange Fortale, d er er væsentlig nødvendig for den fulde og re tte For- staaelse, stæ rk t og indtrængende »udlægger den bed rø ­ velige Sandhed, at vi ikke længere ere Lutheraner«, fo rd i, vi have sluppet det, der for L u th e r var e t og alt, den levende T ro i A and og Sandhed paa Guds Ord,