NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i ? i

er allerede i og for sig en langt modnere og vægtigere P rotest imod T idens V antro end Dimisprædikenen, og den har for saa vidt en langt større Rækkevidde end denne, som G rundtvig her, saa a t sige ved den frem­ medes Grav, naturlig kommer til at vende sig ikke blot til sine Landsmænd, men til hele den lutherske K ri­ stenhed, hvad der giver hans Ord en Baggrund, der gjør dem endnu virkningsfuldere. Den blev, kort efter at den var udkommen, oversat paa T y sk og hilsedes ligesom D im isprædikenen varm t af Jung Stilling. »Det er igjen en K jæ rneprædiken«, skrev han, en »alvorlig Protest imod den i vore Dage saa fremherskende Tænkemaade. Fo lk rynke paa Næsen over, at en ung Mand træ d e r saa stæ rk t frem, men naar de gamle tie, maa de unge skrige, naar de have Mod dertil. Herren sagde til Je rem ia s: Sig ikke, jeg er for ung — og den, hvis Læ ber han har rø rt saaledes som Grundtvigs, har vel R et til a t tale«. I de D igtervæ rker, Grundtvig frembragte, medens han var i Udby, klinger, hvor forskjellige Æm ner de end behandle, den religiøse G rundtone igjennem fra først til sidst. D et gjør den, om man saa vil, i saa at sige alt, hvad han har digtet, men uden for hans umid­ delbart religiøse D igtning kommer den dog maaske paa intet Punkt af hans L iv saa inderlig og mægtig frem, som i hvad han skrev i disse Aar. Man føler, at det kriste­ lige ikke blot stod i Forgrunden i hans Sjæl, som det fra nu af gjorde lige til det sidste, men at det væ sent­ lig trængte alle andre Interesser til Side, a t han hvilede glad og tryg i den Tro, han havde vundet. Med et ganske særlig stæ rk t subjektivt P ræg frem træder