NFSGrundtvigsLivOgGjerning

173 Slutninger«, som han ingenlunde vil forsvare, end mindre undskylde som noget, Stoffet fordrede, at »de ere tilsatte og staa der i Guds Navn, fordi jeg ikke kan udholde nog et A rbejde, hvor jeg skulde glemme min Frelsers Pris og hans Ophøjelse«. Men hvad D igtet ved den skete Omarbejdelse har ta b t i egentligt poetisk Værd, erstattes ved den Interesse, det frembyder som et højst karakteristisk Bidrag til Belysning af den U d­ vikling, der var foregaaet med den religiøse Personlighed. Det var næ r ved, a t Bogen aldrig var kommen ud. »En Gang var je g h a rtad til Sinds at brænde det hele Æventyr«, hedder d et i Fortalen, »da den afgudiske Snak selv i Hedningmund ty k te s mig forargelig, og al verdsligt Skjaldskab en Sjæls Overdaad, der ligesom dens legemlige F ræ nd e svækker og sløver, idet den kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ej langt fra samme T anke, thi ogsaa i denne Henseende er Kristus det sande Vintræ , og hver Drue, som ej voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig styrke og opløfte nogen ædru Sjæl. A t jeg alligevel afveg fra mit oven meldte Forsæ t, dertil sammen virkede mange Grunde saaledes var kommen i Ligevægt over for det oldnordiske som Gjenstand for poetisk Behandling, som han her næsten bryder Staven over, ligesom han tidligere i ensidig Begejstring havde tillagt det en alt for stor Betydning, beklagede han (i Fortalen til 2 den Udgave af Optrin af Nordens Kæmpeliv, x86 1 ) at han i sin Ungdom ikke havde faaet mere end lige begyndt paa det store Værk, der „efter mit Forsæt skulde omfattet baade Asa- Maalet, Vana-Kviderne og Kæmpe-Draperne“. Enhver, der kjender de nu (i Poetiske Skrifter II) trykte Brudstykker fra 1809 °g 1811, Hakon Adelsten, Hellig Olav og Hellig Knud, særlig det første, vil sikkert i og for sig dele denne Beklagelse, men de to sidst nævnte Stykker vise til Trods for den Skjøn- hed, der paa mange Punkter er i dem, at Digteren i 1811 var ude over det Stadium, hvor en saadan Produktion var mulig.