NFSGrundtvigsLivOgGjerning

174 tillige. Saa sand t som Poesien er, hvad Ew ald og hver kristelig D igter har fornummet: den sande Levning af det forlorne Gudsbillede, maa vi have Æ rbød igh ed for alle de O ldtidskvad, der løfte sig mod d e t himmelske for oven og prise d et guddommeliges Spor her neden; alle disse T ing virkede kraftelig den ene og samme Aand. . . . Derfor er det min Mening, at alle O ldtids­ kvad vel maa drages frem for Dagens Lys, thi for de rene er alting rent, og et klart, enfoldigt Øje vil man­ gen S ted s spore den Aand, der paa underlige Maader under T idernes store Omskiftelser bevarede dem fra Ødelæggelse. V ed nu at fæste Øje paa de K vad især, hvoraf disse Optrin ere laante, blev jeg vår, hvad hid­ til havde dulgt sig for mig, at disse Optrin ere den tro e ste Afbildning af L ivsforhæ rdelsen i N o rden ; det er Iskæmper, som vandre, og naar de smelte, er det som Skybrud. Dersom da nogen skulde væ re saa for­ blindet at sæ tte Hedningfolkets vilde S tyrke over d e n ’ k ristne K jærlighed, da ved jeg ikke noget bedre Læ g e­ middel for ham end en alvorlig Betragtning af den R ad Misgjerninger, som udgjøre d ette gamle Sørgespil. . . . A lt er her saa vildt og grueligt, at ingen D igter, der ej selv er lige saa forhæ rdet, kan eftermale Billedet uden hist og her at omblande F arverne og lade et anden S teds bo rget L y s gjennemglim te den natlige Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde. F o r hvem som kjender de gamle Kvad, vil en saadan Form ildelse «være synlig næ sten overalt . . . D e t er saa m eget mere m in Skyldighed at gjøre opmæ rksom herpaa, som jeg, om endskjønt min H jemgang til K ri­ stendomm en og Indgang i det gam le Norden skete