NFSGrundtvigsLivOgGjerning

175

om trent jævnsides, dog tit ud tryk te mig saa daarlig og letsindig om de gamle A fguder og Kæmper, a t det kun anstod et kristent Menneske hel ilde. T ak k et være den Aand, som baade nødte mig til at lovsynge Kæmpelivets U ndergang og, da jeg vilde kvæde om et Optrin af Kæmpelivet, styrede mit Øje hen paa det blodige, forfærdende Billede af Volsungers Liv og Daad! Dobbelt ta k k e t væ re han, fordi han lempede det saa, at Kvadet kunde tab e sig i en Jesu Kristi Lovsang! Gid nu denne kun m aatte gribe nogle om H jæ rtet, at de maatte indse, hvorledes Dvæ rgelivet nu om Tide, ligesom Kæmpelivet fordum, mest ikkun er en tro Af­ bildning af L egem ets Vilkaar, og at dette nu som da raader over Sjælen! Med denne Indsigt fulgte da vel en anden: at vo rt eneste sande Fortrin er Kundskaben om et Liv i K risto, hvor K raften er Kjærlighedens Arm, og hvor K jæ rligheden er aandelig og ren, da intet elskes, uden fordi d et er født af Gud«. Hvad D igtet fører i sit Skjold, fremgaar klart allerede af M ottoet: »Alt K jød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som G ræssets B lom st; G ræ sset visnede, og Blomsten faldt af — men Herrens O rd bliver evindelig«. I det smukke Indledningsdigt til Povel Dons hedder det blandt a n d e t: . Fra Island jeg en Bavtasten har bragt, som rejstes over store Helteslægter, ' og Runerne med Flid jeg har udlagt, men Korset lofter jeg, saa højt jeg mægter. Det knejse skal i Nordens vilde Egn som Jesu Kristi store Sejerstegn: han vandt i Nord, og han hos mig har vundet. Roskilde-Rim, ogsaa e t af Grundtvigs betydeligste