NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 77

Æ re og hans Børns Gammen«. D er knytter sig til det dybt følte, i hele sin Tone og T ankegang inderlig reli­ giøse D igt e t rørende Optrin i Grundtvigs Liv,- som han selv har skildret smukt og g rib en d e : »Det var en Morgenstund i Adventstiden næ st derefter (o: efter at han, som ovenfor omtalt, havde forelæst D igtet paa Landemodet), da saa’ den samme K lerk sin gamle F ader sidste Gang at sidde i den Dagligstue, som var hans Væ relse i henved fyrretyve Aar. Han havde væ ret her i V erden hartad firsindstyve og rettelig for­ kyndt Guds O rd i mere end halvtredsindstyve A a r; han sad der som et Billede paa O rdets Tunge, der rørte sig halvtredje Hundred A ar i Fæ d reland et; han sad der med sin Helsot bleg og mat, og Sønnen saa’ ham tavs og sorrigfuld. Men der den gamle spurgte om Evangeliet i Gaar, om det ej talte om Johannes’ Sendebud til Frelseren, og blev saa ved : jeg hedder og Johannes, og Fængsler ere mange Slags, og jeg er og i Fængsel, — da rørtes H jæ rtet i den unge Klerk, og R imet laa der just for Haanden at beredes til sin Vandring, og det havde føjet sig saa underlig, at mod Sædvane havde P ræ stegubben intet hørt deraf. Nu faldt det Sønnen ind, at dog kanske de Rim om K ir­ ken, som var den gamle kjær og velbekjendt fra Ung- domsaar, og om hans Fader, gamle Otto, hvem han i Graven æ rede og elskede saa overmaade, og om den Stjærne over K ristnes Grave, som ledte og som lyste Brødrene til Hvilen, at disse Rim kanske dog kunde kvæge Oldingen. Den unge læste, den gamle lyttede, og Ungdoms kjæ re Minder bleve levende, og H jæ rtet lod sig op for O rdets Trøst, som var dets velbekjendte Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.