NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 7 8

Engel, og Gravens N at forsvandt for Stjæ rnen, og milde T a arer randt paa Kind, og højt begejstret bøjede den gamle sig hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse og s a g d e : saa skal dig Herren trø ste i din sidste Time, som du har trø stet mig, thi du sang Israels Gud Sal­ mer! — D et var vitterligt for alle Kristne«, tilføjer han, »at aldrig loves Gud saa højligen for Mund og Tunge, som naar han giver Naade til at tale Ord, der gyde K raft og T rø st udi e t H jæ rte, som vaander sig i D ø­ dens S trid ; og er dette H jæ rte nu en Faders, da er den Skjald dog vist lang t mer lyksalig, end om V er­ den bekranste ham med alle sine B lommer; og naar han sjunger da det samme K vad for Fæ d reland et i dets sidste Timer, da ringer d et ham trøstelig for Øre, a t m eget døende skal dog vist sty rkes og oplives ved de samme Toner«. D e t mærkeligste Væ rk, der udgik fra Grundtvigs H aand under hans Ophold i Udby, var »Kort Begreb af Verdens K rønike i Sammenhæng«, der udkom ved Juletid 1 8 1 2 . Denne Bog, der mere end noget andet af de Skrifter, han hidtil havde udgivet, egnede sig til a t aabne den store A lm enheds Øjne for den dybe Kløft, der skilte Grundtvig fra de Baner, A andslivet i D anm ark og anden S ted s i det hele tag e t var inde paa, og som derfor ogsaa i vide K redse virkede som et tveæ gget Sværd, var for saa vidt »løjerlig« at se til, som den i V irkeligheden ikke blot mere var »en U d ­ sigt over det lutherske Tidsrum med en ko rt Indled­ ning om de forrige Aldre« end en fra et almindeligt historisk Synspunkt skreven Redegjørelse for V erden s­ historiens Hovedepoker, men ogsaa paa mange andre