NFSGrundtvigsLivOgGjerning

18 2

Fæ d renes Kæmpelignelse ved Siden af vo rt eget Dværge- aasyn, da k a n 'v i lære at blues, og naar vi høre Aar- tusenders V idnesbyrd om alt d e t stores og herliges K ildevæld, da hendrives vi mod d e t samme. Mærke­ ligt er d e t ogsaa, at i det nittende A arhundrede, midt under V idnesbyrdene om vor egen A fmagt, bleve de gamle Kæm per højrøstede, ja, det lod hartad, som det gamle Nordens A fguder med deres S kyggehæ r vilde indtage L andet, der laa øde for kristne Kæmper. Oehlenschlager slog Harpen for dem, og Grundtvig vilde opmane dem af deres G rav e ; H este spæ ndtes for de Stene, Fæ d rene havde væ ltet, sproglæ rde stavede paa de Runer, de havde ristet, K rukkerne med deres A ske sankedes som Helligdomme over H errens T em ­ pel x) ; Oditi, T ho r og Braga uddreve Zeus med A res og Apollon og kæm pede atter mod K ris tu s ; Valhal løftede sig højt over Olympos, og der fandtes vel dem blandt Danmarks Stridsmænd, som længtes mere efter E jnheriers Gammen end Himmeriges Salighed. Behø­ vede vi noget udvortes V idnesbyrd om K ristendom ­ mens Forlis, da var her et uforkasteligt, men vi behøvede et saadant om vor egen E lendighed • et kraftigere end K rønikens og Skjaldskabets Billede af H edenold kunde næppe gives, og i den Mening opløftede i det mindste Grundtvig et saadant, efter at han havde faaet Syn paa Guddomsherligheden i Kristi Aasyn. Med deres Blod malede Nordmænd et andet, da de under Kristian b Sigter til den nærmest ved Nyrups Bestræbelsef grundlagté Old­ sagsamling, der blev Begyndelsen til det oldnordiske Musæum, og som opbevaredes paa Universitetsbibliotbeket oven over Trini­ tatis Kirke.