NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i 87 efterligne W essels overgivne Spas og blev alles Ynd­ ling, men øjensynligt var det, at han gjorde Vold paa sit halve Selv, og lidt mere kræ sne Ganer vilde have fundet hans fleste R e tte r vandede og flove. Saaledes fandt han dem uden Tvivl selv, og noget i ham higede tilbage mod den Tid, da han var lille, da hans Engel saa’ F aderens Ansigt i Himlene, og K jærlighed h er­ skede i H jæ rtet. Dog, Bifald og Y ndest vilde han vinde, hvad d e t saa end skulde koste •, han fik og de dyrekjøbte Sæbebobler, da han med mere Hensyn paa sine Anlæg og sin Tænkem aade kaarede W ieland til Mønster. . . . H artad mageløs er i Gjengangeren hans bitre Spo t over sig selv og alle sine Stalbrødre. Uden Rørelse kan intet H jæ rte følge Skjalden paa hans under­ lige Bodsvandring, der ene kan lignes ved Flagellan- ternes fordum. H an m indedes visselig af sin gode Aand om, hvad han burde være, men hans Bedrøvelse var mest den efter Verden, og det lod, som han vilde afsone sin Brøde ved at hudstryge alle sine gamle Venner, der dog vare mere at undskylde end han . . . H artad altid, naar han vilde synge om Gud og det guddommelige i Mennesket, hyllede han sig i en D unst­ kreds af højtravende O rd og kolde Billeder, thi ingen kjender Gud uden den, som ham elsker, han haver set ham. Bløde maa H jæ rtet ved at beskue denne Skjald; til en herlig Fugl blev han skabt, og vilde han have svunget sig kjæk mod sit Fædreneland, da skulde det h ave' ton e t saa liflig i Danmarks Skove til V ederkvæ ­ gelse for A ander og H jærter, medens Seklerne skride; men han vilde heller med farvede Vinger flagre i K reds om Jordens B lom ster; Sommeren er forbi, afbleget er