NFSGrundtvigsLivOgGjerning

14 Forfatteren blandt de mange Egenskaber, han fremhæver som nødvendige for den Prædikant, der vil tilfredsstille sine Tilhørere, ikke har Plads til Prædikantens Tro. Nu kunde man jo mene, at han vel gaar ud fra, at det følger af sig selv, at Prædikanten tror paa, hvad han prædiker om, men det er i Virkeligheden ingen­ lunde Tilfældet, ja han advarer endog dem, der er stærke i Troen, til at fare frem med fornøden »Klog­ skab« : »Intet er farligere end at forbitre sine Til­ hørere, og hvad forbitrer mere end Sandhed? Vil Taleren ikke mere forbitre end forbedre, maa han ofte sigte til ét Sted og skyde til et andet, ofte maa han skjule sine besynderlige Hensigter under almindelige Forestillinger, forsukre saaledes den bitre Medicin, at den hverken taber sin lægende Kraft eller bliver væmmelig, og indklæde de haardeste Bebrejdelser saaledes, at de endog for deres Dragt maa behage«. Ikke mindre betegnende for Bastholm og for hele Tidsretningen er det »Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste«, han udgav 1785, og som vakte saa meget større Opsigt, som han ikke blot i den halve Snes Aar, der var gaaet, siden hans gejst­ lige Talekunst fremkom, yderligere havde grundfæstet sit Ry ved forskjellige større og mindre Skrifter, af Himlen, Luften, Solen o. s. v. Føler man en stærk Beundring, saa ophæver man den ikke alene, men stiller den perpendiculaire, med Fingrene lige i Vejret og Fladen af Haanden udad; man lader den derimod synke, naar der tales om Jorden, om nedrige og foragtelige Ting. Naar Taleren taler om sig selv, besynderlig om en vis Sindslidelse, han føler, saa fører han Haanden til Brystet. Er denne Affekt noget stærk, f. Ex. Medynk, Bedrø­ velse over sig selv eller andre, saa slaar han Haanden noget stærkere til Brystet, dog maa dette ske sjælden og forsigtig o. s. v.