NFSGrundtvigsLivOgGjerning

25 til Felts imod den kantiske Filosofi og kom derved i en Fejde med A. S. Ørsted, der indbragte ham det Skudsmaal fra denne Kantianismens højt begavede Talsmand, at »fra Forstandens og Kundskabens Side er han en aldeles inhabil Dommer over den kritiske Filosofi, han har end ikke det løseste Bekjendtskab dermed, overhovedet har han slet ikke studeret nogen Filosofi, men vist sig som et Menneske, der ikke har de mest trivielle Begreber«, Denne Strid, i hvilken Horrebow afgjort trak det korteste Straa, bidrog væsent­ lig til at nedstemme hans Tone, og saa døde hans Religionsblad hen af sig selv. Det var ikke det eneste Exempel paa, at det mere var de voldsomme Ord end Sagen selv, der interesserede det store Publikum. Den Tendens paa det religiøse Omraade, der er den fremherskende i den religiøse Literatur, træffe vi selvfølgelig ogsaa paa Prædikestolene. Vi have set, hvorledes Bastholm tænkte sig Præstens Opgave ændret efter Tidens Krav; det var vel kun yderst faa Steder, hans Ideal afen »Folkelærer« var fuldt ud realiseret, men det var det, Tidens Gejstlighed i det hele taget stræbte efter. Det var det almindelige Løsen, at dens vigtigste Prydelse skulde være »sand og ægte Forstandens Opkla- relse« ; fra at være Sjælesørgere blev Præsterne mere og mere verdslige Embedsmænd, som ved Siden af deres Hverv som saadanne ogsaa havde det i al Almindelighed at vejlede Menigmand til Dyd og gode Sæder. Jo læn­ gere man naaede frem ad denne Vej, des mere forsvandt selvfølgelig det specifik kristelige fra Prædikenerne, som handlede om alt muligt andet, lige fra sande Vinter­ glæder til Kokopper og Kartoffelavl. Intet Under, at