NFSGrundtvigsLivOgGjerning

35 I det hele har A arene i T y regod dog ikke staaet for ham som synderlig tiltalende. I D igtet »Udby Have« hedder d e t: Slig en Have, slig en Gang

som imellem dine Bøge jeg forgjæves vilde søge paa den lange, paa den brede, vilde Hede. Dér forgjæves og jeg saa’ efter Sjælens vakre Blommer: bare Vinter, ingen Sommer , kun det tørre Lyng og Straa.

Og han vedbliver:

I Cornél og i Justin, siger man, er slet Latin, selv jeg siger om det andet, det er baade tørt og vandet,

saa det har aabenbart faldet ham haardt nok, men sin Læ rer mindes han ikke des mindre med K jærlighed: Elskte Lærer, takket vær

for de mange svundne Dage! som en Søn jeg var dig kjær; hvis jeg noget har at klage, er det, at mit lette Nemme og dit faderlige Sind gjorde alt for tit dig blind, lod dig alt for ofte glemme, at hos Drengen Overmod er en ond og bitter Rod.

A t den barnlige Um iddelbarhed havde veget Pladsen for den i det sidst anførte Citat antydede Selvsikkerhed, tilstaar han baade for T roen s og Videns Vedkommende i følgende karakteristiske V ers: At jeg heller vilde grunde paa det Ord, saa godt jeg kunde,

end med barnlig Tro og Fryd mærke paa dets Kraft og Lyd,