NFSGrundtvigsLivOgGjerning

36 vidned om, jeg alt var hildet i min egen Klogskabs Garn, halv fra Gud og Tro forvildet, at ej længer jeg var Barn — Tit det barnlige forgaar, mens man end er Barn i Aar; da en Stund maa Saga tie, hun maa tie, hun maa bie, til vi vorde Børn igjen; de, som efter nyt kun hige, maa fra hendes Aasyn vige, gaa til hendes Terner hen. Da jeg var i Sindet liden, sad hun med mig paa sit Skjød, med en Røst saa blid og sød sagde hun mig Sagn om Tiden; stille lytted jeg derpaa, foldede de Hænder smaa, praled ej med, hvad jeg hørte. Siden mærked jeg kun Ord for mig selv at gjøre stor; hvad jeg hørte, hvad jeg vidste, fra det første til det sidste, jeg med Hovmod og med Bram sagde hver, som høre vilde; derfor Saga blev mig gram, derfor gik det mig saa ilde. O rd en e til Bram og Skjæmt bleve stedse mig i Minde, men jeg havde T o n en glemt, kunde den ej mere finde. Samme Bøger frem jeg tog, samme Blade jeg opslog, samme Stave der jeg saa’, men som blege Lig de laa,

Og

«

intet rørte, intet vilde for mit Øje sig afbilde.

1 7 9 8 , fem ten A ar gammel, blev han konfirmeret og kom saa til at gaa i A arhus Skole, hvor han strax kom i M esterlektien eller øverste Klasse. De to Aar,