NFSGrundtvigsLivOgGjerning

a f den, var umuligt andet end at komme »til den sør­ gelige E rkjendelse, at en sto r Del af vor Ungdom s T id havde væ ret spildt eller maadelig anvendt, og at d e t blev nødvendigt for os ved A n stræ ng else saa vidt muligt a t erhverve os de K und skaber og den aandelige Udvikling, som Skolen ikke havde givet os, og som den under de bestaaend e Forhold ikke heller havde væ ret i S tand til at give«. Læ rern e i M esterlektien, altsaa dem, G rundtvig fik med a t gjøre, vare R ek to ren M agister T hu re K rarup og K onrek to ren Jens Stougaard. D en først nævnte var — det er stadig Blaches E rindringer, vi anføre — en grundig læ rd, samvittighedsfuld og flittig M and, men han var til A ars — han var født 1 7 3 9 — og havde o nd t ved at holde S ty r paa Disciplene. »Det er fast utroligt, hvad de sam lede M esterlektianere i Undervis­ ningstimerne turde tillade sig. En Gang gik det saa vidt med d ette U væ sen , at han med T aarer i Ø j­ nene udb rød : »Hvad ondt h ar jeg gamle Mand da gjort Dem, a t De ville behandle piig paa denne skam ­ melige Maade?« D e tte gjorde sin V irkning, og der blev Ro for den D ag og m aaske for den næste, men heller ikke længer«. G rundtvig om taler slet ikke K ra ­ rup, derimod m indes han med K jæ rlighed S tougaard i d et ofte citerede D igt »Udby Have« :

Gjæve Stougaard! til mig hen tit du saa’ med ædel Smerte, bød som Fader, bad som Yen; men selvraadigt var mit Hjærte, lukkede sig flux igjen. Dog, hvordan jeg end mig skabte,

Haabet du dog aldrig tabte; dine Ønsker og den Taare,