NFSGrundtvigsLivOgGjerning

4§o

det, han føler, kommer frem. Følgen heraf bliver, at der ofte i det selv samme D igt ved Siden af den højeste Skjønhed kan træffes Udtryk, der støde som p latte og smagløse og skurre imod den Tone, der i det hele anslaas, og at Tanken ofte er saa uklart ud­ trykt, at d et bliver vanskeligt for Læ seren at faa sik­ kert fat paa den. D et er forholdsvis kun faa af Grundtvigs mange D ig te, der kunne siges a t væ re fuldstændig pletfri i saa H enseende — flest vil man finde b landt hans Salmer og aandelige Sange — , men p aa den anden Side er der heller ikke re t mange, i hvilke man ikke finder en overraskende R igdom paa originale og slaaende Billeder, og hans V ers udmæ rke sig gjennemgaaende ved en ualmindelig fuldttonende Klang, som for en stor Del bero r paa hans enestaaende Evne til a t faa Sprogets Malm frem, til baade a t hæve dets gamle glem te Skatte og finde ny rige A a re r i det. Hans D igtning er gjennemgaaende p ræ g e t af en sjælden K raft og Inderlighed; man føler bestandig, at den udstrømm er fra en stæ rk t bevæget, dyb t poetisk A an d ; hans O rd komme altid fra H jæ rte t og gaa til H jæ rtet. Adskilligt af, hvad han har digtet, er da ogsaa blevet hele Fo lkets Ejendom , og især gjæ lder d et om hans Salmer og aandelige Sange. Hans »Sang­ værk« er m aaske den rigeste Gave, han har skjænket sit Folk — siden K ingos og Brorsons D age har D an­ mark i alt Fald ikke haft en Salmedigter, der paa langt næ r kan maale sig med ham. Hvad der er sag t om hans Digtnings Fo rtrin og Mangler i formel H en seende, gjæ lder i Hovedsagen