NFSGrundtvigsLivOgGjerning

43 F asten én hver Onsdag var dog mere, end nogen med Billighed kunde forlange af den Alder. De smaa Fluer sad der p aa Bænkene, betragtede Epitafierne og de derpaa malede P ræ ster med store Pibekraver og lange Skjæg og hørte maaske undertiden et Par Ord af Prædiken. Om V interen frøs de gudsjammerlig, thi man m aatte møde i korte sorte Klæder, ligesom det overhovedet den Gang var sjældent, at D renge gik med Overfrakke. Naar Gudstjenesten var til Pinde, gik Læ rere og Disciple over til Skolen, hvor der skulde prøves, hvor vidt man havde væ ret en opmærksom Tilhører, hvilket under saadanne Omstændigheder var en meget betænkelig Sag, og Prøven havde da ogsaa, som man kunde vente, et ynkeligt Udfald. Dog maa jeg tilføje, a t der ved denne Lejlighed ikke af nogen Læ rer blev anvendt P ryg l, hvilket A rbejde man vel ogsaa paa den D ag med rette har b etrag tet som Hel­ ligbrøde. D a imidlertid Læ rerne formodentlig vare lige saa kjede som Disciplene af denne Katekisation, blev den ofte undladt og forsvandt til sidst aldeles. Alle disse Bestemmelser vare vist nok i sin Tid givne i den bedste Hensigt, for a t »vænne Disciplene til Gudfryg­ tighed«, men de naaede rig tig n o k ikke deres Øjemed«. Sangopvartningen, som alle Disciple, der vilde have Del i Stipendier og Korspenge, var forpligtede til at deltage i, hvad enten de kunde synge eller ikke — de, der ikke havde Stemme, figurerede blot ,.sub conditione præclusi et fterpetui s ile n tii“ —, var ikke indskrænket til Gudstjenesten, men fandt ogsaa S ted baade ved Be­ gravelser, B ryllupper o. s. v. — den tog i det hele godt en T redjedel af Diciplenes Tid. Væ rst var Ligbegængel-