NFSGrundtvigsLivOgGjerning

49 ham, over B revet til Romerne, baade med hvad Paulus havde tæ nk t, og hvad han burde have tænkt«. Hans korte og fyndige Karakteristik af de andre Professorer er ogsaa væ rd at hø re: »Der var jo ellers Højtyskeren Moldenhawer, som bestyrede Fabrikket, var berøm t i Hovedstaden som latinsk Deklamator, men ellers kaldet »Jesuiten«, fordi han ikke næ g ted e, men gik uden om K irketroen ; H jem tyskeren M iinter, berøm t for sin kirkehistoriske L æ rd om , som dog hverken han selv eller andre havde Gavn af, men kun os bekjendt af sit V ild e red e , og endelig den meget pæne og høflige K jøbenhavner, P. E. Müller, aldeles nybagt Professor uden nogen bestem t Mening og endnu uden al Ind­ flydelse. Hans Kollegier læste jeg derfor ikke, og i dem, jeg læste, fandt jeg naturligvis ingen Kristendom, saa da jeg kom op, fandt Professorerne naturligvis heller ingen hos mig, men de fandt alle Moldenhawers Kollegier og lidt af Münters naturlige Theologi og Dogmehistorie, og dermed var de vel fornøjede, und­ tagen P. E. Müller, som m aatte tie, hvor Moldenhawer talte«. D en 2 5 de O k tober 1803 endte Grundtvig, der som Barn havde drøm t om at staa ved Balles Side som hans V aabendrager i K am pen imod Tros- og Aandsfornæg­ terne, »uden A and og Tro« sin akademiske Løbebane, idet han den D ag bestod sin theologiske Examen med bedste K arakter. H an var som saa mange andre af sine samtidige en ligefrem Hedning og havde aldrig kunnet opdage, at de theologiske Professorer var bedrøvede der­ over, men syntes tvæ rt imod, at alt, hvad de sagde, be­ styrkede ham deri. Men laa han saaledes endnu i Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning. 4