NFSGrundtvigsLivOgGjerning

54 i H ø jsæ det, og a t, naar man vilde vide, hvad Poesi var, da skulde man bare læse Shakespeare og Goethe, hvem jeg aldrig havde hørt nævne, og vilde man have et Begreb om Filosofi, da skulde man høre Steffens og læse Schelling«. H an »troede ikke et O rd af, hvad han sagde, ja lo k jæ k « , men Steffens’ F o relæ s­ ning over Goethes D igte var den eneste, han nogen Sinde holdt ud at høre til Ende, og »Ideen om T id e r­ nes Samm enhæng og K ristus i deres M idtpunkt var dog kommen i hans Sjæl«. H an blev i V irkeligheden som O ehlenschlåger vak t af Steffens, men medens d et ejendommelige Aandsliv strax udfoldede sig i hele sin R igdom hos hin, skulde de F rø k o rn , Steffens havde nedlagt i G rundtvigs Sjæl, have T id til at spire. A f væ sentlig B etydning for G rundtvigs Udvikling blev ogsaa det V en sk ab , der opstod mellem ham og Bornholmeren P e t e r N i k o l a j S k o v g a a r d , som han læ rte at kjende i S tudenterko rpset. D e var jæ vnald ­ rende, men Skovgaard var allerede bleven S tuden t to A ar før han. D enne G rundtvigs første Ungdom sven var egentlig M a th em atik er, men i høj Grad bevand ret i Verdenshistorien og særlig fortrolig med de nordiske O ldskrifter og Saxo. D e t h avd e, som alt an fø rt, væ ­ re t G rundtvig en stor So rg , da han som D reng af A rild Hvitfeld oplystes om, at hans L y st til at faa noget at vide om Nordens gamle Guder ikke kunde tilfredsstilles. I A arhus havde han til sin G læde set af Suhms Bog om O din, at slet saa galt, som Hvitfeld sagde, var det dog ikke; nu førte Skovgaard ham lige til K ild en , som han begjæ rlig kastede sig over. Han gav sig strax i L ag med at bearbejde det rige Stof,.