NFSGrundtvigsLivOgGjerning

59 Grundtvig skulde undervise, hvilket han gjorde med Nidkjærhed og S træ n g h e d , skjønt det næppe har interesseret ham stort, saa m eget mere, som han snart fik nok at tæ nk e paa for sin egen Person. Drengens Undervisning tog selvfølgelig kun en Del af hans Tid i Beslag, R esten tilbragte han for det meste med Læsning og Grublen. Selskabslivet, som der for øvrigt ikke var m eget af paa selve Egeløkke, tog han kun liden Del i. »Arvet Alvor, Fattigdom , Stolthed og Ær- gjerrighed holdt mig langt borte fra Verdens Lystig ­ hed«. U den for Familien paa Egeløkke synes han kun at have sluttet sig næ rmere til Præstefolkene i det tilstødende Bøstrup, P ræ sten Christen Graae og hans livlige og kloge Hustru. Hvor alvorlig han end var, kunde han god t gaa ind paa og deltage i Skjæmt og Løjer, og der foreligger flere V idnesbyrd — Rimbreve o. dsl. — om den Munterhed, der jævnlig gav F o r­ holdet imellem den unge Huslærer, Fruen paa E ge­ løkke og P ræ stekonen en saare fornøjelig Karakter. Den alvorlige Stemning fik imidlertid efterhaanden mere og mere Magten over Grundtvig, og det havde flere Grunde, som vel alle i sidste Instans havde deres Udspring i én — en ulykkelig Forelskelse, som blev af afgjørende Betydning for hans Udvikling, for saa vidt som den gav S tødet til, at »Aanden oplukked sit Øje«. D et var i E fteraaret 1 8 0 5 , han blev »ramt paa det ømme Sted, hvorved alt kommer op, som ligger i os . . . og nu blev jeg da for mine egne og Verdens Øjne nyfødt i Aanden«. H ans H jæ rtes dybere Længsler vaagnede pludselig »som ved et Tordenskrald«. Han »nærmedes til K ristendomm en ved udvortes Stød, som