NFSGrundtvigsLivOgGjerning

6 o

d reve mig til at beskue mit Inderste og b etæ nk e mine V is h e d e r « . I mange af hans D igte fra de næ rm est følgende A ar kommer hans K jæ rligheds-Sorg sm ukt og gribende til Orde. I »Til min V en Povel Dons« ( 1 809 ) hedd er d et:

M en da jeg steg im od M anddom m ens H ø j, u k jen d te Ø nsk er i H jæ rte t o plu ed : trin d t m ig jeg lytted, th i jeg vild e h ø re L y d en , som nu var m ig m ere end L y d, som, n aar den to n er i V æ sen ets Ø re, b y d er in d strø m m e den saligste F ry d .

A ld rig je g h ø rte den, H im le n m ig næ gted K jæ rlig h e d s søde fuld to n en d e H u.

H vo som h ar elsket, alene k u n v é d : døves, ej dæm pes, kan K jæ rlig h e d s Sm erte, lin d res, ej læ ges, kan saarede H jæ rte.

Og i »S trandbakken ved Egeløkke« ( 1 8 1 1 ), et af de Digte, om hvilke han siger, at de »henhøre til mit Livs s a n d e H istorie og k n y tte sig hist og her til mine udvortes F o rh o ld e ; men jeg tro r dog nogenlunde at have undgaaet den K lippe at lade d e t udvortes spille nogen egen Rolle, og mit Indvortes er d e t jo netop, de Læ sere, for hvilke jeg skriver, ønske at kjende«, skildrer han udmæ rket smukt sin Stemning og de Omgivelser, i hvilke den vaagnede:

H e rlig m angfoldige Syn ud over spejlklare F la d e ! T u rø og T aasin g og F y n sk u er jeg h e r fra m it S tad e; bag m ig den venlige G aard m ed sine M ure saa hvide, k ra n set af Skovene, staar lu n u n d er B ak k ern es Side, lys m od det bø lg en d e H av..