NFSGrundtvigsLivOgGjerning

67

K u ld e n jeg næ vnede R o , spotted m ed Savn som m ed L y der, S o r g jeg som Svaghed belo.

T u n g en jeg voved at røre kjæ k i dit hellig e H us, k ild red det k lø en d e Ø re, saaede A v n e r i G ru s.1) Saa kom det gjennemgribende Omslag, som ogsaa strak te sig til det religiøse:

N aadig lod G ud sig forbarm e over m ig usle og arm e: han m ig d et læ rte m ed Sm erte, at jeg dog havde et H jæ rte, at jeg til K lo g sk ab og V id satte som D aare m in L id. A a n d en o p luk k ed sit Øje, saa’ sig paa A fg ru n d ens K an t, stirred saa fast og saa nøje ru n d t om en F relse og fandt — fandt, hvor det faldt, G ud o v eralt: fandt ham i D igterens Sang, fandt ham i V ism andens O rd, fandt ham i M vth er fra N ord, fandt ham i T id ern es G ang; synligst og vissest den dog fandt ham i B øgernes Bog.

Den g o l d e Rationalisme, »Forstandens Hovmod«, o ' veg P ladsen for en sandere kristelig B etragtning, og

*) En Prædiken holdt i Bøstrup K irke iA v g u s t i 8 c >5 (trykt i Dansk K irketidende 1873 Sp. 585 o. ff.) giver et godt ludblik i hans Syn paa L ivet og særlig i hans Stilling til Kristendomm en paa den Tid. D en handler om U sæ delighed og viser, at han alle­ rede da kunde tale om andet end „Blomster og Fuglesang“ ; det er et djærvt og dygtigt, af dyb sædelig A lvor gjennemtrængt Fore­ drag, men det er, til Trods for sin større D ybde i Opfattelsen af det sæ delige, helt igjennem holdt i Oplysningstidens sædvanlige Stil. 5*