NFSGrundtvigsLivOgGjerning

75 det-, men dets harmoniske Højhed maa jeg gjenfinde i gamle Nord, eller jeg har levet. — Fø lger mig da, Landsmænd! ej p aa min ensomme V andring, men op paa det Punkt, hvor jeg nu staar! Jeg vil stræ b e at vise eder et Glimt af den herlige Old, hvor hen jeg stunder, og læ re eder, hvorefter jeg leder. Komm er jeg nogen Sinde levende tilbage, da vil jeg bede eder skue, hvad jeg fandt; men komm er jeg ikke, ville I d a og væ re villige nok til at unde mig T rø ste n : in mag- nis, voluisse, sat est?« — E fter den i al sin mystiske Dunkelhed mægtig gribende Indledning, hvoraf et andet B rudstykke alt er anført S. 64 , gaar han over til i det enkelte at give en Frem stilling af Gangen i Fæ d ren es Gudelæ re, der for ham langt fra at væ re »en regelløs Fantasis barnagtige Spil, som de uindviede forvovne paastaa«, h a r e n »højere Betydning, som Nordens b ed re og kyndige sted se anede, selv naar de ej vovede at vedkjende sig Anelsen. — G jæm e ræ kk er N ordboen Prisen til G ræke­ ren, naar denne spørger om Figurernes Bestem thed og det udvortes Sm ykke, men er T alen om indvortes K raft og højeste B etydning, da pegei han rolig p a a Gimle, og G rækeren maa tie. N aar andre N ationer fremstille en enkelt Skabelse, da opviser Norden en d o b b e lt, ja næ sten en tredobbelt, uden endda a t blive fyldestgjort. Naar andre lade alt Liv forgaa i Graven, da begynde vore Fæ d re deres bag den , stande kraftfulde i Valhal og stræ be endda mod e t højere Liv. A serne frem- skride med en M ajestæ t og F y ld e af Kraft, E nhed og Harmoni, som vi anden Steds forgjæves søge, og dog, medens de andre Fo lk holde fast paa deres delte Guder, vover den stæ rke Nordbo at lade sine blegne