NFSGrundtvigsLivOgGjerning

79 Sansen, jeg aned, skal mig ledsage frem gjennem Nattens flagrende Lper, jeg den med Skirners

Kvæde vil hilse: Mørkt er nu ude, Tid er at fare

over lyngfulde Fjæld, over Tursernes Land. Begge- hjemkomme vi, eller os begge fanger hin mægtige Jætte.

Yderligere Bidrag til Belysning af sin Opfattelse af den nordiske Gudelære og de gamle Nordboers Liv og Tæ n k esæ t i det hele gav han i en K ritik af Oeh- lenschlågers Baldur hin gode og i en P ro te st imod et bebudet Sørgespil »Signe« af den senere som Statsfange saa navnkundige J. J. Dampe, begge ligeledes i Minerva ( 1 807 ). H an udtaler sig i den første paa den samme b e ­ gejstrede Maade om Oehlenschlåger, som han i Forbi- gaaende havde gjort det i de to alt om talte A fhand ­ linger. »Kun med Jubel og S tolthed nævner N ordboen den første ægte nordiske D igter i næ sten et A artu sende, Ejvinds B roder og hine navnløses F ræ nde, fra hvis Læ b er E ddas hellige Kvad udstrømmede, Skjalden legemer henholdsvis ere Femininum og Maskulinum, medens hos de syd- og vestevropæiske Folk det omvendte er Tilfældet. I den omhandlede Afhandling hedder det: »Ligesom Nordboen udmærker sig ved sin dybe Agtelse for Kvinden, saa synes denne Agtelse paa en iøjnefaldende Maade at have afpræget sig i hans Fabellære, Jeg mener den Besynderlighed, at Maanen hører til Han- og Solen til Hunkjønnet, ret som han vilde sige, at det var K/vinden, der som et højere Væsen beskinnede Manden med sine Straaler og gav ham Glans«.