NFSGrundtvigsLivOgGjerning

8 o

Oehlenschlåger. Hans nordiske D igte i Sam klang med Vau-lundurs Saga ere det, som hævde ham d e tte H æ ­ dersnavn og skal omvæ rne det gjennem Sekler«. Denne hans Beundring hindrer ham imidlertid ikke i, idet han »frimodig med E d d a i H aand b e trag ter D ram aet Baldur hin gode«, til T rods for den Skjønhed, han erkjender, i det hele ogsaa udmæ rker denne D igt­ ning, paa adskillige Punk ter at finde betænkelige U over­ ensstemmelser med Eddadigtningens A and og T an k e ­ gang, som han k ræ ver gjennem ført med lang t større S trænghed, end O ehlenschlåger nogen Sinde havde drøm t om. D a denne »traadte frem som nordisk D ig­ ter, og navnlig da han udarbejdede Balder, indskræ n­ kede han sig til at fremstille E ddas halv udslettede Billede«, og G rundtvig har Øje for, at naar en D igter stiller sig en saadan Opgave, kan d et Sæ rsyn frem­ komme, »at Anskuelse og Fremstilling kunne væ re sand poetiske, ja at D igteren endog som K un stner kan have lyd t sin egen L ov og dog have højeste U ret, thi han kan have oversk redet eller ikke udfyldt de gam le Om­ rids, han kan have fejlet i F igurernes Ordning, og han kan endelig have forfalsket d et heles eller enkelte P ar­ tiers Kolorit ved at indblande fremmede Farver«. H an hæ vder med H entydning til Ewalds Baldur, at »saa let d e t var at skjønne, hvem Baldur [den æ g te Baldur, Odins Søn] ikke var, saa vanskeligt var d e t a t sige, hvem han var, og fremstille ham saaledes. D e t var ikke engang nok a t have beskuet A salæ ren fra en. højere S tandpunk t end den sædvanlige, men e t g r u n d i g t S t u d i u m a f s a m m e m aatte nødvendig gaa foran PTemstillingen af den højeste V end epunk t — og det