NFSGrundtvigsLivOgGjerning

er Baldurs D ø d — , hvis den i det hele skulde lykkes«. D et er ju st dette grundige Studium og den paa dette beroende dybere O pfattelse, G rundtvig savner i Oeh- lenschlågers V æ rk , hvis i og for sig sto re poetiske Fortrin i det enkelte han saa lang t fra er blind for, at han paa sine S teder udtaler sig med en i høj Grad beundrende A nerkjendelse af dem. »Naar man læser Slutningen af den mageløse Scene mellem L oke og Svartalfernes Kor, hvor G læden over d et staal- belagte og hæ rdede Mistiltejn udb ryd er saa b e ty d ­ ningsfuldt, da tillades næppe nogen Tvivl om , at D igteren jo har hø rt og forstaaet Vola. Men er da ogsaa Baldurs T ab vu rderet som Om sty rteisen af den H jørnesten, hvo rpaa Valhal hvilede, eller er d et ikke snarere Odins og F riggas Søn, den af alle elskede As, som falder og beklages? Ser man hen til e n k e l t e d y b e Bl i k , maa det første, men beskuer man det hele, maa det sidste besvares med ja. — Baldur aaben- barede sig for den gudyndede D ig ter, men denne u n d t e ej s i g s e l v T i d t i l a t b e s k u e h a m n ø j e . A f en saadan halv Beskuelse lader den V aklen sig forklare, som tydelig spores i Forestillingerne«. D e t er det R esultat, han er kommen til ved sin grundige, paa en efter T idens Lejlighed virkelig ind træ ngende G ransk­ ning af K ilderne hvilende kritiske Prøvelse af Oehlen- schlågers F o rsøg p a a at fremstille E ddas halvudslettede Billede i Baldur hin gode. D en Prøve af et u try k t Sørgespil »Signe«, som J. J. Dampe meddelte i M artsheftet af M inerva 1 8 0 7 , og som fremkaldte en skarp K ritik og Opfordring fra Grundtvig til Fo rfatteren om »for sin egen, for Fr.-W . Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning. 6

Made with