NFSGrundtvigsLivOgGjerning

87

Afhandling: »Ikke naar Ind trykkene paa alle vort Væsens Dele ere lige stæ rke, men naar vi tage Del i noget med vo rt hele Væ sen, som Hélt, have vi den højeste Nydelse, og naar et P roduk t skal skjænke os den, maa Poesien legemlig frem træde i samme, h a d e t a f T i l v æ r e l s e n , o g o p l ø f t e o s m e d s i g o v e r d e n . V or hele N atur er da opløst i en Taarestrøm , men Anelsen af d e t evige omgiver den med sin straa- lende [Glans], saa intet af d et endelige, usle, kan røre den, og vi leve da i k k e i e n f o r æ d l e t j o r d i s k , m e n e n o v e r j o r d i s k T i l v æ r e l s e . A t denne Nydelse er hastig svindende og forbitrer, som Erindring, paa en vis Maade M enneskets Liv, tilsta a s; men saa sandt, som vi tro, a t T ilværelsen, hvortil vi i Nydelsens Øje­ blik opsvinge os, vil en Gang vinde varig Realitet, saa nødvendig maa vi ogsaa belægge den med P ræ d ik a te t: den højeste«. » I A fhand lingen »Om V idenskabelighed og dens Fremme, isæ r med Piensyn paa Fædrelandet« (Minerva 1 80 7 ) udtaler den treog tyveaarige theologiske K andidat sig udførlig om de literæ re T ilstande i Danm ark i det hele taget, og hans skarpe, af en stæ rk t bevæget aan­ delig Sans baarne O rd have med al den Ungdomme­ lighed og Ensid ighed, der p ræ ger dem , stor Interesse, ikke blot ved det Bidrag, de give til Forstaaelsen af, hvad der rørte sig i ham, men ogsaa ved den Sikker­ hed, hvormed de pege paa T idens Brøst i forskjellige Retninger. Ogsaa her, hvor han taler ud af et Hjærte, d er, skjønt »knust af Ødets (o: Skæbnens) tunge Plaand, er gjennem glødet af Følelse for de himmelske og for V idenskab og Kunst, deres Billeder paa Jorden«,