JPJacobsen_1911

545162059

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

f f *

JM - i l

jk r*

i. ■ '

m .

KJØBENHAVNS V KAABHUS > \ BIBLIO* \ T H E K / M r : ‘ BRis

ANNA LINCK J . P. JACOBSEN

ANNA LINCK

J. P. JACOBSEN

ET LEVNETSLØB

PAA G RU N DLAG AF D IG TER EN S EFTERLAD TE PAPIRER

KRISTIANIA OG KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

MDCCCCXI

1 C\ ,

KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

FORORD H e n s i g t e n med denne Bog er at give en detailleret Lev- netsbeskrivelse, da en saadan, skønt det er mere end 25 Aar siden, J. P. Jacobsen døde, ikke er fremkommet før. Bogen er skrevet paa Grundlag af Jacobsens efterladte Pa­ pirer: Breve til og fra ham, Noter (fra hans Haand) paa Manuskripterne, hans Notitser i Almanakker og Lomme­ bøger samt biografiske Optegnelser paa løse Lapper Papir. Det hele bærer tydeligt Præg af at være gemt til Brug for en Biografi, Jacobsen har paa enkelte Breve noteret en Op­ lysning til Forstaaelse af Brevets Indhold. De i Bogen cite­ rede Breve har ikke været trykte før med Undtagelse af de faa med x mærkede Brudstykker. Enkelte af de hidtil ukend­ te Oplysninger, som er benyttede, grunder sig paa flere overensstemmende, men af hinanden uafhængige mundtlige Beretninger. For den store Elskværdighed, hvormed Digterens Bro­ der, William Jacobsen, Fru Agnes Møller og Læge Fraen- kel i Slagelse har stillet private Breve og andre Optegnelser til min Raadighed, bringer jeg min bedste Tak. Ligeledes takker jeg Professor, Dr. phil. Georg Brandes, Professor, Skoledirektør Sophus Bauditz, Dr. phil. Edvard Brandes, Forfatteren Erik Skram og Bankdirektør Bendixsen i Thi­ sted samt Cand. theol. Paul Kierkegaard for de Oplysnin­ ger, de har givet mig. Frederiksberg, Januar 1911. ANNA LINCK

Indsejlingen til Thisted. Købmandsgaarden længst til venstre.

I. BARNDOM I THISTED

„Og- saadan vokser Niels da op, og alle Barn­ domsindflydelser form erpaa det bløde Ler, A l­ ting former, Alting har Betydning, det, der er, og det, der drømmes, det, der vides, og det, der anes, — det lægger hver sin let, men sikkert dragne Gang af Linier, som skal formes ud og dybes efter, som saa skal rundes bort og slet­ tes ud. (A f „ Niels Lyhne“.) N a a r man en Sommerdag kommer sejlende til Thisted Øst fra, faar man det Indtryk, at Byen er den hygge­ ligste lille Limfjordsby, man kan tænke sig. Længe før man naar ind til Byen, ser man dens hvide og graa Bygninger med de røde Tage, i Baggrunden højt over de smaa Huse lyser det hvide Kirketaarn. Og nærmer man sig Havnen, lægger man straks Mærke til en lang toetages Bygning med stort tilbygget Pakhus; foran Huset paa den anden Side Vej­ en er der en lille Strandhave, nu indtager den kun en smal Strimmel Jord med en Slags Oplagsplads foran; men i Fyr­ rerne bredte den sig lige ned til Fjorden og kaldtes Søndre- haven i Modsætning til den meget større Nordrehave bag­ ved Huset; den er nu sløjfet og bruges til Oplagsplads for Tømmer. Huset eller rettere Gaarden, for ved nærmere Ef

BARNDOM I TH IS TED

10

tersyn viser der sig at være flere Længer, ser vel nu nær­ mest forfalden ud; men engang var den med det nye, høje Pakhus, som var forsynet med Byens eneste Skifertag, og de pyntelige Haver Thisteds Stolthed. Den Gang ejedes den af Købmand Chresten Jacobsen. Chresten eller som Thistedboerne kaldte ham Cren Ja­ cobsen var Gaardmandssøn, født i Ræhr i Thy den 6. Au­ gust 1813. Han var en driftig, energisk Mand med en skarp, klar Forstand, han var en Arbejdets Mand, der selv sled haardt med den store Bedrift. Han arbejdede Købmandshandlen op, saa den kom til at omfatte en stor Tømmerhandel og et Brændevinsbrænderi og snart fik sin egen Skonnert, som hentede Varer hjem fra England. Men om Købmandsgaarden og Haverne og Skonnerten kan vi læse i „Niels Lyhne“, der hedder Byen blot ikke Thisted, men Fjordby, og maaske kan vi ogsaa der i Konsul Claudi’s Skikkelse glimtvis finde Træk, der minder om Chresten Jacobsen. Chresten Jacobsen giftede sig med en Skolelærerdatter fra Hunstrup, Benthe Marie Hundahl hed hun og var født den 20. August 1815. Hendes Fader og Brødre, der ogsaa tilhørte Lærerstanden, skal have haft en poetisk Aare, ihvert Fald skrev de Vers allesammen; ogsaa Benthe Marie hav­ de Sans for Poesi; da hun senere fik en Søn, som blev Digter, var hun den af hans nærmeste, der bedst forstod ham. Hun skildres af alle, der har kendt hende, af ligestil­ lede saavel som af Tyende, som en fintfølende, from og blid Natur, som en dygtig Kone, der forstod at styre det store Hus, og som den Moder, der kunde ofre alt for sine Børn. Chresten Jacobsen og Benthe Marie Hundahl fik flere Børn, to Døtre, hvoraf den ene døde som ganske lille, og to Sønner, Jens Peter og William. Den ældste, Peter, saa-

BARNDOM I TH ISTED

11

ledes blev han altid kaldt hjemme, blev født den 7. April 1847. Forældrene opdagede snart, at Drengen var noget mere end almindelig begavet, og sendte ham derfor i Skole, da han kun var fire Aar gammel. Han kom i Herskinds For­ beredelsesskole.

I. P. Jacobsens Fødehus.

Stranden ved Limfjorden var den bedste Tumleplads for Jens Peter Jacobsen og hans Kammerater. Her var der en Strækning, hvor Kilderne rislede gennem det gule Sand, og som derfor havde en forholdsvis rig Vegetation; der vokse­ de en Del Siv og andre Strandplanter; langs Strandkanten fandt man Muslingeskaller i Hundredevis. Muslingeskaller­ ne, Sivene og Fjorden var det Materiale, hvoraf tre smaa Barnehjerner (der var nemlig tre Kammerater, som altid legede sammen) skabte Verdens Storbyer, Floder med stol

BARNDOM I TH IS TED

12

te Vikingeskibe, middelalderlige Borge og Alverdens andre Herligheder. Gaar vi en Dag ned til Fjorden og iagttager Peters og hans to Kammeraters Leg, kan det hænde, at vi ser dem iv­ rigt optagne af at samle Flintestensknolde sammen for deraf at bygge en underfuld Borg blandt Sivene, og bedst som det er, finder en af dem en lille død Fisk. „Det er Toves Lig!“ siger en af Drengene, mens han stirrer paa den lille Fisk, det er ham, der senere skal blive „Gurresange“s berømte Digter. Og slaar vi op i „Niels Lyhne“, kan vi der læse: „Og en Gang bygged de et Gurre af Flinter, en død lille Fisk i en Østersskal var den døde Tove og selv var vi Kong Valdemar, som sad sørgende hos.“ Drengen var Digter i sin Leg. Han og de to Kamme­ rater eller snarere den ene af dem, han, der i „Niels Lyhne“ kaldes „Præstens Frithiof,“ legede een lang Leg; det var ikke saadan, at de i Dag fandt paa eet, i Morgen paa noget andet, nej de legede eller maaske rettere levede videre hver Dag paa ny den samme Heltehistorie, som efter- haanden blev uendelig lang. Det var Ingemanns „De under­ jordiske“, der havde givet Stof til Legen; begge Dren­ gene vilde være „Halfdan“, ham hentede de hos Ingemann, og saa digtede de selv videre. Men Drengen var ogsaa Videnskabsmand. Naar de var tre sammen dernede ved Fjorden, hvilede Heltehistorien, den var kun for to. „Frit­ hiof“, der kunde drømme som Peter, var god at fantasere med; men „Erik“ havde andre Ting for. Det var ham, der kunde svømme ud til Sønderhagen og tilbage igen uden at hvile, og det var ham, der med en Sten kunde ramme Kirkefløjet. Det kan vi læse om altsammen i den Bog, der fortæller Digterens Barndomshistorie, for „Niels Lyhne“ er, i hvert Fald hvad angaar det Kapittel, der skildrer

BARNDOM I TH ISTED

13

Drengenes Leg, fuldt saa meget Virkelighed som Roman, naar de, som sagt, var tre, legede de undertiden Vikinger, saa var Muslingeskallerne Vikingeskibe; men oftere var de Opdagelsesskibe. Mange Muslingeskaller sendtes ud paa Fjorden, de tre Drenge paa Land stod med spændt Op­ mærksomhed og fulgte nøje „Skibenes“ Bevægelser; naar et af dem af en eller anden Grund blev standset i Far­ ten, vadede Drengene ud til det Sted, hvor Muslingeskal­ len var standset, og Fjordbunden blev der undersøgt meget omhyggeligt, nye „videnskabelige“ Opdagelser blev gjort. Et Sted lige ved Kysten laa der en stor hvid Kalksten, somVand­ fladen kun stod et Par Tommer over; denne Kalksten kaldte Drengene deres „Bord“ . Paa „Bordet“ lagde de Muslinger, hvis Skaller de slog itu, Søpindsvin og Snegle ; disse Dyr skulde bruges til Lokkemad for Krabberne. Naar „Bordet“ var velforsynet, anbragte de tre Venner sig paa en Sten i Nærheden; der kunde de sidde i flere Timer og se paa Krabberne, der sloges om Byttet, eller paa de prægtig far­ vede Søstjerner, som med stort Besvær arbejdede sig op paa „Bordet“ . Denne Sport med at dække „Bord“ for de sultne Krabber var yndet, og saa interessant var det at se dem holde Maaltid, at Peter og de to andre mangen Gang glemte det Middagsbord, der ventede dem selv. Det var dog kun om Hverdagen, de tre Kammerater holdt til saa nær ved Hjemmet; om Søndagen vandrede de ud til deres kære Silstrup Banker. En halv Mil Vest for Thisted ligger disse Banker og danner et helt lille Bjerglandskab. Her gaar Landet i bratte Skrænter ned til Fjorden, der er dybe Kløfter og Leret, som danner Bankerne, antager mange Steder fantastiske Former. Det interessanteste ved Silstrup Banker var og er den rige Plantevækst og det Dyre­ liv, som udfolder sig her. Roser, Sandlidere og Slaaen, alle

BARNDOM I TH IS TED

14

Foraarets og Sommerens Blomster finder man her, og om Efteraaret vilde Blommer og Hybenroser. Her var fortræf­ feligt at botanisere, og Peter elskede allerede som lille Dreng Blomsterne. Længe kunde han sidde derude ved Silstrup og stirre paa Blomsternes Farvepragt, ganske overvældet af al den Skønhed, han saa. Var der en Plante, som han fandt særlig smuk, tog han den op med Rod, han gjorde det saa nænsomt, saa varsomt, som mente han, Blomsten kunde føle og lide. Intet Under da, at han lærte at tage Blomster op saaledes, at hans Professor i Botanik mange Aar senere, naar han rigtig vilde rose sin Yndlingselev, kunde sige: „Nej, der er ingen, der kan tage en Blomst op som han. Som han kan! saa blødt, saa blødt, og saa hele Roden kom­ mer med!“ Saa var der ogsaa de morsomme Skovsnegle og andre Smaadyr, som trivedes i Kløfterne ved Silstrup; men det bedste af alt var dog Moleret med Aftryk af Forverdenens Dyr og Planter; mangen interessant Opdagelse blev gjort paa disse Søndagsudflugter, og den lille Videnskabsmand lærte sig stedse bedre at tyde og klassificere Aftrykkene. Nu kom der en Tid, hvor Peter opgav „Digtningen“ for helt at give sig hen i sit Kald som „Naturforsker“ . I Skolen havde de begyndt paa Fysiken og Kemien; han maatte have sig et Laboratorium, det var en given Sag; men det var ikke saa helt let endda at skaffe sig det, for Faderen, allermindst han, og Moderen maatte jo ingen Ting vide. Men saa fandt han da en Dag et tomt Loftsværelse i en af de store Udbyg­ ninger, der hørte til Købmandsgaarden; der kom aldrig nogen, saa man kunde faa Lov til at være i Fred. Kamme­ raterne blev hentede, og det Værelse, hvor de i Fremtiden skulde drive deres hemmelige Kunst, blev højtideligt fore­ vist. Efterhaanden fik de samlet Redskaber, Syrer, og hvad

BARNDOM I THISTED

15

de ellers skulde bruge i Laboratoriet. Der hvilede en sæl­ som Mystik over det lille Loftsværelse, der for Drengene betød det samme som Alkymistens skjulte Værksted for den, der vil frembringe Guld. Endelig oprandt den Dag, man kunde begynde at arbejde.

T. P. Jacobsens Moder.

J. P. Jacobsens Fader.

Hvor følte de tre Drenge sig grebne, da Peter under dyb Tavshed for første Gang dryssede smaa Stykker Zink ned i fortyndet Syre, og hvor syntes de ikke, at en ny, mærkelig Verden rullede sig op for dem, da de saa Virk­ ningen af dette deres første Eksperiment. Alt, hvad der var mærkeligt, blev bragt til Laboratoriet ; en Dag forærede Chresten Jacobsen sin Søn en gammel Sekstant, der havde hørt til et af hans Skibe; denne sjældne Skat blev i dybeste Hemmelighed bragt op til de andre Sager, „Præstens Fri-

BARNDOM I THISTED

16

thiof“ blev hentet, og Peter forklarede ham med højtidelig Mine alle dens Egenskaber. Der kunde dog ogsaa eksperimenteres andre Steder end i Laboratoriet, Køkkenet kunde undertiden bruges. En Søn­ dag Formiddag kan vi saaledes træffe den lille Fysiker, iført Arbejdsdragten: stort tærnet Bomuldsforklæde med lange Ærmer og sort lakeret Bælte, staaende ved Køkkenbordet, hvor han er meget optaget af at røre Salt og Sne sammen i en Skaal. Paa Skælmen i hans Øje ser vi straks, at det ikke udelukkende er i Videnskabens Tjeneste, han staar her; det er hans Hensigt at faa Skaalen til at fryse fast til Køkken­ bordet paa et Sted, hvor der er spildt lidt Vand, for at Pigerne kan blive rigtig forskrækkede, naar de skal bruge Skaalen. I Købmandsgaarden hos Chresten Jacobsen stod man i livlig Forbindelse med den store Verden udenfor; Chresten Jacobsen sejlede undertiden selv med Skonnerten til Eng' land, en og anden Gang hændte det ogsaa, at Husmoderen rev sig løs fra alle huslige Bekymringer og drog med Mam den paa Langfart. Børnene imødesaa da med stor Spænding den Dag, Forældrene skulde komme hjem; Hjemkomsten var særlig festlig, naar Moderen havde været med, for hun havde altid gjort mange interessante Indkøb, og saa kunde hun nok ogsaa bedst fortælle sine videbegærlige Drenge om alt, hvad man kunde se og høre i England og Skotland. Og­ saa paa anden Maade hørte Købmand Jacobsens Børn nyt ude fra; naar der kom fremmede Skippere til Byen, sam­ ledes de gerne hos Chresten Jacobsen om Aftenerne. Fami­ lien og de vidtberejste Gæster sad i Regelen omkring et stort Egetræsbord i Spisestuen. Børnene skulde nok sørge for at blive anbragte saa nærved Skipperne som muligt, for at intet i disses Fortællinger skulde undgaa dem. Skipperne

BARNDOM I THISTED

17

underholdt nemlig Familien med mystiske Historier fra fremmede Lande, navnlig fortaltes der de mest gruopvæk­ kende Spøgelses- og Varselshistorier. Børnene lyttede an­ dægtigt til de fremmedes Beretninger og drøftede om Dagen, hvorvidt det var sandt eller ej, hvad de havde hørt den fore- gaaende Aften. Peter var ikke overtroisk og erklærede reso­ lut, at det hele var noget Vrøvl. De andre troede dog ikke rigtig paa, at han mente, hvad han sagde, førend han en Aften imponerede hele Familien med at have oplevet en af de saakaldte Spøgelseshistorier. Det var en mørk Efteraars- aften, Regnen strømmede ned, og Stormen fik Bladene til at rasle af Træerne; Klokken var henad ti, man sad i Køb- mandsgaarden og ventede paa Peter, han var i Besøg hos sin Tante, der boede et Stykke udenfor Thisted. Saa kom han hjem, drivende vaad, men i straalende Humør, fordi han nu ogsaa havde set et Spøgelse. Han var, for at skyde Genvej, gaaet over Kirkegaarden, da han var kommet midt­ vejs, hørte han en underlig klirrende Lyd og opdagede nu en hvid Skikkelse, der strakte et Par lange Arme ud imod ham. Da han havde fortalt dette, spurgte Broderen ham, om han saa ikke „benede af“ ; men Peter var ikke „benet af“, hans Længsel efter at gøre Spøgelsets nærmere Be­ kendtskab var for stor. Han gik hen til det, og det viste sig nu at være et ganske vist højst ejendommeligt Grav­ monument, der var stillet op samme Dag. Det var af Blik, malet hvidt og udstyret med store Spiraler, der sad frit som et Par Arme; det var dem, der frembragte den klirrende Lyd. Herskinds Skole var i Efteraaret 1856 blevet til Thisted Realskole, den Gang var Jens Peter Jacobsen 9| Aar gam­ mel. Han udmærkede sig aldrig særlig i Skolen, var altid blandt den nederste Halvdel i Klassen. Det var sikkert Anna Linck: J. P. Jacobsen 2

BARNDOM I THISTED

18

sit Hjertes inderste Følelser, han gav Luft i „Fuksens Sang“ , som han skrev til den Skoleavis, han udgav.

FUKSENS SANG 1 . Lad hele Verden sjunge væk Saa lystig, som den vil, Jeg bryer mig sku ej om dens Kvæk, Det kommer mig ej ved. 2 . At være Fuks en let Ting er, Det kan enhver indse. Men at det vanskeligt kan vær, — Det ingen kan forstaa. 3. At være Fuks er mageligt, Det er et herligt Liv. Men komme op og saadant sligt, Det er just Humlen den. 4. Er det saa skidt at være Fuks? Folk si’er det rigtignok. De s i’er, det er bedst at være D uk s; Men det jeg ikke tror. 5. Jeg læser aldrig paa min Fransk, Langt mindre paa min Tysk. Jeg taler andet ej end Dansk, Det kan jeg klar’ mig med.

BARNDOM I THISTED

19

6 . Og Matematikken faar ej mer End saa til husbehov — Paa Engelsken jeg aldrig ser, Det skader den slet ej. 7. De andre Bøger, de er væk — Dem haver Rudolf faat — For Resten vil jeg nu paa Træk, Og saa er Visen slut.

Skønt der var et Par Fag, som havde hans særlige In­ teresse, nemlig Naturhistorie og Dansk, præsterede han intet udover det almindelige i disse Fag. Hans danske Stile var altid gode, men vidnede ikke om nogen udpræget ejen­ dommelig Begavelse; dog skrev han engang en Stil, der hed „Et Sommermarked i en lille Købstad“ ; det var ret et Emne for ham, her kunde han bygge paa Selvoplevelser, og han gav da en Skildring, hvori hans stærke Fantasi og store Opfindelsesevne for første Gang rigtig kom frerp. Han havde nemlig en stærk udviklet Iagttagelsesevne, han kunde se, hvad de fleste af hans jævnaldrende slet ikke lagde Mær­ ke til. Han havde et aabent Øje for alt, hvad der var latter­ ligt, og han formaaede i sjælden Grad at gengive sine Ind­ tryk, naar der var Lejlighed dertil. Engang i Efteraaret 1858 gæstede en Buskmand Thisted By. Det vakte stor Sensation i den lille Købstad, da han holdt sit Indtog, og end mere begejstret blev Ungdommen, da samme Buskmand lod Byen vide, at han agtede at give en Forestilling. Det var hans Hensigt at vise, hvorledes han og hans Landsmænd i deres Hjemstavn kæmpede med 2*

BARNDOM I THISTED

2 0

Løver, som de naturligvis altid besejrede. Den store Aften kom, „Løvebetvingeren“ stormede i vildt Raseri ind paa Scenen med fældet Landse og udstødende frygtelige Hyl. Han var meget lille, uhyre mager, til Dels lemlæstet og i det hele hæslig at se paa; hans ynkelige Skikkelse stod i den latterligste Modsætning til hans stormende Entré; man

Ældste Gruppebillede af Familien Jacobsen.

kunde vanskelig tænke sig nogen, der var mere uskikket til at kæmpe med en Løve end netop han. Blandt Tilskuerne var der en 11— 12 Aars Dreng, som med et lunt Smil om Munden nøje iagttog den vilde Kæmpe paa Scenen, og da Realskolens ældre Elever nogle Maaneder senere skulde spille Komedie, stillede Jens Peter hos Skolebestyreren og sagde, at han gerne vilde have Lov til at optræde i et Inter­ mezzo som Buskmand. Peter kopierede Buskmanden med megen Humor. Drag­ ten havde han efterlignet paa det nøjeste, Brystet bart med

BARNDOM I THISTED

21

et broget afrikansk Skærf over Skulderen, et forgyldt Dia­ dem med Kalkunfjer paa Hovedet, og Landse havde han naturligvis ogsaa. Prægtig saa han ud, som han der stor­ mede frem slank og graciøs, med straalende Øjne, der sprudlede af Skælmeri og Lune. Buskmandssproget havde han lært sig perfekt og gengav det paa den mest komiske

Thisted Realskole.

Maade. Den hele Porestilling formede sig rigtignok paa den virkelige Buskmands Bekostning til en glimrende Succes for Peter, hans Skolebestyrer erklærede 27 Aar efter, at han huskede det hele, som var det sket for nylig, og at han endnu kunde more sig der over. Men Jens Peter Jacobsen var ikke den, der nøjedes med at spille Komedie, han skrev ogsaa. Hans første dramatiske Forsøg bærer Titlen „Kjærlighed. Sørgespil i 6 Akter. (Af J. P. Jacobsen. Elev i Thisted Realskole)“ . „Sørgespillet“ er et naivt Forsøg paa en Satire i Smag

BARNDOM I THISTED

2 2

med „Kærlighed uden Strømper“ uden dog at have nogen væsentlig Lighed med dette Stykke. Personlisten ser saaledes ud:

Stiefelgraf. Ung Proprietær. Siebensprung. Prokurator. Mortensen. Barber. Isak Mejer. Ung Manufakturhandler. (Jøde.) Mamsel Kathinka Varding.

De elskende er Isak Mejer og Kathinka Varding, de bliver Uvenner, og Kathinka vil ikke lade sig forsone, hvorfor den ulykkelige Elsker maa tage sig af Dage i sidste Akt; før han stikker sig, tager han Afsked med sine Ejendele paa samme Maade som Jeppe paa Bjerget.

6. AKT Nat. Mejers Værelse oplyst af en Tællepraas. 1. Scene. M EJER (staaende paa Gulvet).

Kathinka! Kathinka! hvi gjorde du mig dette? A k ! Nu kan jeg ikke leve m e r e ! n e j! det er en Umulighed for mig at leve længere (græder). Jeg maa altsaa dræbe mig selv, men paa hvad M aade? Jeg vil hænge mig (tager en Snor og binder om sin Hals og En­ derne om et Søm i Væggen). F a r v e l ! (Sømmet gaar ud og falder ned paa Gulvet.) U h ! for Satan, det var en anden Sag. Nej, saa vil jeg drukne mig. (Gaar hen og stikker Hovedet i Vandfadet, men tager det paa Øjeblikket op ¡gen.) Nej, det gaar for langsomt, nu vil jeg stikke mig ihjel. (Tager en Kniv i Haanden.) Altsaa, Farvel du skjønne Verden, Farvel Kathinka, Farvel mine Venner store og smaa. Farvel du min Trosforvandt med de sorte Øjne, Farvel mit Kammer, Farvel min Pibe. Arie. Egen Mel. Farvel I Venner, store og smaa, nu vil til Himmerig jeg gaa. Farvel I Klude baade røde og graa,

23

BARNDOM I THISTED

thi itu vil Mejer fra jer gaa. Farvel til sidst da Kathinka du, som haver opfyldt min Sjæl og H u ! (græder, stikker sig) Farvel Kathinka! 2. Scene.

(Kor af usynlige Aander.) Mel. Vil du, vil du — — Ser I, ser I, ser I, ser I, ser I ! Han er død af Kærlighed. Ser I, ser I, ser I, ser I, ser I ! Ser I !Nu ved I B esk ed ! (En Lynstraale slaar ned og tænder Mejers Pibe, og Scenen indhylles i Røg.) Tæppet falder. „Kjærlighed“ vækker nogen Opsigt blandt Skolekamme­ raterne, og Peter kommer til at spille en Rolle blandt dem. Han er opvakt og kvik, er med paa alle Spilopper, naar de da ikke er altfor ondartede; han læser kun det højst nød­ vendige, men slipper dog temmelig godt fra Præliminær­ eksamen, som han gaar op til i Juni— Juli 1862. Han fik 61 Points og følgende Specialkarakterer: Skriftlig D an sk ............... mg Mundtlig D a n sk ug

H is t o r ie ............................ mg G e o g r a fi............................ mg Aritmetik med Regning g G e o m e t r i.......................... mg T y s k .................................... mg N a tu rh istorie .................. ug Skrivning og Tegning . . g

Fra 1862 til 63 læste han Latin og Græsk, samtidig gik han til Præsten, botaniserede, som altid, og skrev Viser med Titler som: ,,Ny, skrækkelig og blodig Mordvise, samt en Moral“ , „Realisten (Realskoleelev)“ og „En ny og mærk

BARNDOM I THISTED

24

værdig Vise om hvordan det gik til ved det store Kjæmpe- opløb paa Dragsbækvejen den x hujus 1863.“ Den sidste Vise er skrevet i Anledning af en Udgravning af en Kæmpe­ høj ; den har følgende ret kvikke Begyndelse:

Fornylig det gjennem Byen lø d : En Kjæmpe er nede ved Dragsbæk fundet med Dolk i Haanden og Pibe i Munden, og som har væt død i tusind Aar. Og straks da man ilede derud. Først kom hele Tuttet og n o’en Realister, de rendte sig baade fra Aande og Ister Al Verden den skyndte sig derud. Og saa da man ham at skue fik, saa var da af ham ej andet tilbage, end blot et Par Laarben og en lille Krum Hage. Og det var den hele Fornøjelse man fik.

Under Konfirmationsforberedelsen hos Pastor Jens Palu- dan-Miiller (Broder til Digteren) blev den livlige Dreng, modtagelig som han var for alle Indtryk, der mødte ham, dybt religiøst grebet. Han gik flittig i Kirke og hørte op­ mærksomt paa Paludan-Miillers tidt meget filosofiske Taler. Hver Aften knælede han ned ved Siden af Sengen i andagts­ fuld Bøn. Da hans Broder en Aften sagde til ham: „Hvor­ for ligger du der paa dine bare Knæ? du kan da vente, til du kommer op i Sengen,“ lød der fra Peter et bestemt: „Nej! det er der ingen Andagt i.“ Den 9. April 1863 blev Jens Peter Jacobsen konfirmeret, og efter Sommerferien rejste han til København for at blive Student.

II. FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN „ Og Aarene svandt, og Verden var ikke mer, den Vidunderlighedsverden, denførhavdeværet; disse dunkle Kroge bag de trøskede Hyldetræer, disse hemmelighedsfulde Loftskamre . . . Aaen med dens fantastiske Skatte af Dyr og Planter og Sandgravens vilde Bjærgskrænter med deres sorte Springstene og sølvglimtende Granitbrok­ k e r — det var Altsammen kun fattige Blomster, Dyr og Stene; Feens straalende Guld var vis­ net til Løv igen.“ (A f „Niels Lyhne“.) E fter Sommerferien havde Peter maattet tage Afsked med Kammeraterne i Thisted, med de hemmeligheds­ fulde Loftskamre, med Limfjorden og de kære Silstrup Ban­ ker, og nu gik han rundt og saa paa København, den lange, opløbne sekstenaars Dreng. Lidt fyldig i Ansigtet, med en fin Rødme paa Kinderne, Næsen var smukt formet, ganske svagt krummet, Munden stor, Læberne brede og fyldige med et Drag nedad i Mundvigene, Ørerne, det mindst kønne ved ham, store og udstaaende, hans mørke kraftige Haar faldt stridt ned over den ene Side af Panden. Øjnene var kloge og livlige med det Skær af Barnlighed, der præ­ gede hele hans Udseende, og som kun slet harmonerede med de voksne Klæder. Kort Figurtrøje, nedfaldende Flip, Slips og gul Vest med afstikkende brune Tegninger, lange Benklæder, Fjedersko, hvis Hæle altid var skæve udefter; paa Hovedet en Kasket af Form som Studenterhuerne, men med bredere Skygge. Kasketten fandt dog kun en kort Tid Naade for hans Øjne, saa skrev han hjem efter Penge til en Silkehat, en Hovedbeklædning, han altid senere brugte.

26

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Han blev indlogeret hos Major Brandt paa Gamle Konge­ vej og kom til at gaa paa Brødrene Dahis Kursus, et Kur­ sus, som den Gang havde en Mængde Elever fra Provinser, hvor der ikke var Latinskoler. Blandt de unge Kammerater fandt Jens Peter Jacobsen foreløbig kun een, han rigtig kunde slutte sig til; men med denne Kammerat blev han til Gengæld saa gode Venner, at han foreslog ham, at de skulde skrive hver sit Ugeblad og udveksle dette med hinanden om Søndagen. Jacobsen kaldte sit Blad „Kvas“ ; hvert Nummer bestod af otte tæt skrevne Sider og var forsynet med en Vig­ net, som forestillede et Træ med Løvværk. Første Nummer af „Kvas“, som blev udleveret til Bladets eneste Abonnent sidst i April 1864, indeholdt følgende introducerende Be­ mærkninger : „Ja, „Kvas“ kalder jeg disse Blade. Kvas og „Kvas“ er to Ting, Kvas er bedst, naar det er tørt, „Kvas“ er bedst, naar det ikke er altfor tørt; det Kvas, her er Tale om, hører til den sidste Slags. Dog, skulde mit „Kvas“ blive for tørt, saa vil det dog i hvert Tilfælde kunne gøre Nytte som rigtig Kvas. Naa, tørre Egepinde vil der vel nok falde imellem; men jeg haaber, at der vel ogsaa skal komme en eller anden lille pudsig Dværggren eller en lille satirisk Birkekvist imel­ lem, saa tag kun den med. Nu sender jeg dig her mit første Knippe „Kvas“, haabende, at der ikke skal være altfor mange tørre Egepinde imellem.“ 4/64 J . J a c o b s e n . „Kvas“s Redaktør forsynede ellers sit Blad med litterært Stof, Digte som: „Til Havet“ , „Yrsa og Hertha“ , en hel Cyklus paa 80 Vers, Fortællinger med Titler: „Et Besøg i Underverdenen“, „Af min Skitsebog I. Spjatben. En Even-

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

27

tyrskitse“ ; et Eventyr i H. C. Andersensk Stil kan ogsaa findes, f. Eks. „Pro og Contra“ , som skildrer en Samtale mellem Frugterne, der forhandler, hvorvidt det er Ret eller Uret, at Menneskene plukker dem; eller „Kvas“ overrasker sin Abonnent med et „lærd“ Foredrag: „Et lingvistisk Foredrag: Fruentimmer,

Dame og Kvinde“, som sø­ ger at indprente Læseren, at man skal undgaa Brugen af Ordet „Fruentimmer“. For­ uden ved Foredrag virker „Kvas“ belærende ved sine „Strøtanker“. „Lange Præ­ dikener og flove Vitser kan bedst bringe Folk i ondt Lune“, siger en af disse. Ogsaa Oversættelser kan vi finde, blandt andet af Franz v. Gaudy’s Digt „Rytter­ sken“. Sidste Nummer sendtes

j. p. Jacobsen, laes.

ud sidst i Maj samme Aar, som Ugeskriftet var begyndt. Det var særlig sensations­ vækkende, fordi det var forsynet med et Bilag, en Teg­ ning af en Stork i høje Støvler; med Sabel og Kongekrone. Den saa elegant udstyrede Stork var i Færd med at hakke en Frø itu. Billedet var Illustration til en Fortælling med følgende lovende Titel: „Det U- eller Ikkemenneske- lige som Menneske. Af Dyrenes Historie. (Fundet mellem en afdød Krages Papirer.)“ Muligvis gik „Kvas“ ind paa Grund af Eksamenslæsning, den unge Redaktør var i hvert Fald oppe til første Del af

28

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Studentereksamen, kort Tid efter at „Kvas“ var hørt op. Han bestod samme Eksamen med følgende Karakterer: T y sk ................mg G eog ra fi g F ra n sk g Naturhistorie ug I det forløbne Skoleaar havde Peter, som naturligt var, staaet i livlig Forbindelse med Hjemmet i Thisted. Med rø­ rende Kærlighed fulgte han alle, store og smaa, Begiven­ heder i Købmandsgaarden, og han forstod i Breve at for­ tælle dem der hjemme, i hvilken Grad han var med dem. Det følgende Brev, skrevet til hans Søster Marie i Anled­ ning af hendes Konfirmation, viser, hvor kærligt han deltog i Hjemmets Sorger og Glæder. Kæreste Søster! Jeg haaber om ikke at være den første saa dog en af de første, der lykønsker dig i Dagens Anledning og ønsker dig al Fred og Glæde i dette nye Forhold til dig selv og Gud. Mine Tanker er hos dig, mens du vemodig om Aftenen mod­ tager Blomster fra dine Veninder, jeg er hos dig, mens „Jaet“ lyder, og jeg kysser dig i det første Kys, Fader og Moder giver dig efter Handlingen. Du vil med Vemod tænke tilbage paa de svundne Dage, hvor Sorger og Glæder kom og gik lige let, jo ældre vi bliver, jo stærkere, alvor­ ligere og dybere bliver vore Glæder og Sorger, og med disse Følelser er det, at jeg sender dig „joy“ and „sorrow“ [Tegn?] paa barnlig Sorg og Glæde. Forsmaa ikke mine ubetydelige, men velmente Gaver, og bild dig ind, at Al­ bummet er fyldt med lutter kendte, kære og smilende An­ sigter, saa holder du nok af det. Din inderligt hen givn e Broder J . P. J a c o b s e n . K øb en h av n , 28A 64.

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

29

Fandt Jens Peter Jacobsen i København foreløbig kun een Ven, havde han til Gengæld vundet sig mange Venner i Thisted, og ikke saa ganske faa Breve veksledes i denne Periode mellem ham og dem. Han korresponderede ivrigt med sin gamle Skolekammerat Nikolaj Nielsen, som boede i Refs i Nærheden af Thisted. De to Drenge studerede Bo­ tanik med en Iver, som man næppe finder hos mange jævn­ aldrende. Botanikken var deres Lidenskab, alle deres Breve til hinanden handler om Blomster, alenlange Beskrivelser af nye Planter, de har fundet, rene videnskabelige Afhand­ linger, grundige, som var de skrevne af gamle lærde Pro­ fessorer. De to sekstenaarige Drenge lægger Planer om at skrive en „Thylands Flora“ og tager for Alvor fat paa Ar­ bejdet. Men er disse Breve ofte saa lærde, at man helst skal være Professor i Botanik for ret at kunne forstaa dem, er der dog een Side ved dem, alle forstaar, den store, varme Begejstring, der strømmer Læseren i Møde fra hvert Brev. Overskrifterne er: „Kære Ven og Broder i Flora“, eller: „Til amicus naturæ J. P. Jacobsen“. Et Brudstykke af et Brev, dateret 1. April 1864, sendt fra Nielsen til Jacobsen, er saa karakteristisk, at det vil være paa sin Plads at citere det her. „Det var et mærkeligt Brev, dit sidste. Er det sandt, er det mageløst, er det derimod blot et Eventyr ja saa er du en mageløs Eventyrdigter; men da dit Digterfag jo er „nye og sørgelige Viser“, kan jeg ikke tro det, jeg maa tro paa din Sammenkomst med Professor Joh. Lange vor Halvgud, ja jeg maa udbryde med dig: O, I Guder! set ham, talt med ham, faaet Adgang til Botanisk Have og Bibliotheket (benyt det sidste godt), gøre Ekskursioner med ham, nej det er mageløst“ ------------------

30

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Men der var andre Venner i Thisted end hans „Broder i Flora“, Venner eller rettere Veninder, med hvem han veks­ lede Breve af et helt andet Indhold. I Nærheden af Chresten Jacobsens Købmandsgaard laa en Gaard, som ejedes af en Lægeenke; hendes Børn, to Døtre og en Søn, og Chresten Jacobsens gik ud og ind hos hverandre og betragtede hverandre næsten som Søskende; intet Under da, at Korrespondancen mellem Lægefamiliens kvindelige Medlemmer og deres Yndling Peter var livlig i det første Aar, han var i København. Familien i Thisted sendte stadig Smaagaver, en Servietring og lignende, til Kø­ benhavn, med hver Gave fulgte i Reglen et lille Vers, for­ fattet af Moderen eller Døtrene. Lægefruen sendte lange, moderlige Breve, og Døtrene sendte ham smaa skælmske Billetter; Peter lavede til Gengæld versificerede Gaader, som han især sendte til den ene af Døtrene, hans jævn­ aldrende Barndomsveninde Anna. „Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje med det fine, snorlige Bryn, hun havde deres stærkt udformede Næse, deres kraftige Hage og svulmende Læber.-----------------Den sære, smerteligsanselige Trækning ved Mundvigene og de urolige Hovedbevægelser, det havde hun ogsaa arvet, men hendes Kind var bleg, hendes Haar var blødt som Silke og sluttede lindt og glat til Hovedets Former-----------------------------; men hendes Røst var mat og klangløs. Jeg fortæller om hende, som hun var i Syttenaarsalderen.“ Saadan saa hun ud, kun de svulmende Læber havde hun ikke; hvordan hun ellers var, kan vi erfare, naar vi læser videre i „Niels Lyhne“, Skildringen der er nøjagtig. Hun var saa helt anderledes end sine Søskende, tungsindig og drømmende. „Hun elskede Vers. I Vers levede hun, i dem drømte hun, og paa dem troede hun som paa næsten Alting andet.“

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

31

Hendes Natur lignede paa mange Punkter hans. I et af Brevene fra denne Tid bebrejder hendes Moder de to sytten- aarige, at de ikke er som andre unge; Moderen skriver blandt andet til Jacobsen: „Du og Anna er større Drøm­ mere, end jeg var. Du murer dig inde med dine Bøger og dine Planter, hun med sit Sytøj og sine Tanker.“ De smaa Billetter, der udveksledes mellem Peter og Ven­ inden i Thisted, blev snart til lange, alvorlige Breve. Han skriver til hende, at Thistednyhederne interesserer ham ikke, han vil, at hun i Stedet skal fortælle ham alle sine Tanker, saaledes som han altid skriver til hende om de Meninger og Ideer, han i Øjeblikket er opfyldt af. Og hun følger hans Opfordring, i et Brev fra 5. Februar 1865 skil­ drer hun for ham et Dameselskab med al dets Tomhed og Pjatten og udvikler nu, som han ønskede det, sine Meninger for ham. Samme Brev slutter hun med at skrive: „Du skri- om du maa beholde mine Vers, det er mig kært, at du bry­ der dig om dem.“ Brevene mellem dem bliver nu mere og mere fortrolige og alvorlige; de ‘ begynder at drøfte religiøse og naturviden­ skabelige Problemer med hinanden, han skriver begejstret til hende om den store, vidunderlige Natur, og han med­ deler hende sine religiøse Grublerier; hun advarer ham mod at udgrunde Guds Natur og søger at styrke ham, naar han tvivler. „Gud har ikke sat os her i Verden for intet,“ skriver hun engang til ham. Anna havde spillet en Rolle i hans Barndomsrimerier, i Viserne fra de sidste Skoleaar i Thisted havde han kaldt hende Prinsessen; naar han nu sad i København og en og anden Gang længtes efter sin Barndomsprinsesse, rimede han ogsaa, og engang blev disse Rimerier til et ganske net lille Digt, som han kaldte „Fjærn“ . Det er fra 1865 og er

32

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

det ældste af de Digte, der er optaget i „Digte og Udkast“, som udkom efter Forfatterens Død. Nu aabner hun vist sit Vindve, nu Natten mørk falder paa, Og Maanen straaler fra Himlen med alle de Stjerner smaa. Hun hilser sin Ven gennem Stjernerne, Maanen sender sine Straaler ned over det Hav, der skiller dem, og af Sølv- straalerne dannes en Bro, hvor de kan mødes. Hun k om m e r med Ild i Ø je, med Smil om sin Purpurmund, dens glødende Buer kysse jeg skal om føje Stund. Men det er kun i Tanken, han favner hende. I Efteraaret 1865 solgte Annas Moder Gaarden i Thisted og flyttede med sine Børn til København. Familien flyttede ind i en Lejlighed paa Vesterbrogade, her aabnede Hu­ sets Frue med stor Gæstfrihed sit Hjem for unge stude­ rende. Hver Onsdag Aften holdtes der aabent Hus, og gamle Venner fra Thisted mødtes ofte der. „Præstens Fri- thiof“, som vi kender fra „Niels Lyhne“, kom som ung Student, og „Erik“, den talentfulde Kunstmaler Viggo Wor- mer, kan vi ogsaa træffe. Saa var der „Niels“ selv, den unge Drømmer, Digteren, for „der skulde jo blive en Digter af Niels Lyhne“ ; det vidste Jens Peter Jacobsen allerede nu, og blandt dem, der i de nærmest følgende Aar deltog i Ons- Ak, Armen favner kun Luften, og Kysset som Suk mig flyr, Natvinden isner min Pande, mens Maanen svinder bag Sk y ’r.

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

33

dagsselskaberne i Hjemmet paa Vesterbrogade, var der i hvert Fald een til, der vidste det, det var Anna. I 1867 skri­ ver hun til Jacobsen: „Det var naturligvis en stor Fejl af

mig at skrive til dig Digteren, thi hvad vilde Efterverdenen dømme, hvis den fandt mine Breve, det er derfor min Bøn, at du brænder dem og navn­ lig dette.“ Det var et hyggeligt Hjem at komme i. Husmoderen, en moderne, intelligent Dame, der delte de unges Interesser, og som forstod at knytte de unge Mennesker sammen, Døtrene, den ene livlig, skælmsk og altid i straalende Humør, den anden, den dybt alvorlige, drømmende, me­ lankolske Anna, maatte nok

J. P. Jacobsen c. 1863 .

kunne faa de unge til at holde af dette Hjem, hvor man frit kunde udtale sine Ideer; og hvor man højlydt kunde kæmpe en Kamp for sine Anskuelser. Den lille Kreds var meget litterært interesseret, en Aften blev det saaledes foreslaaet, at enhver af de tilstedeværende skulde skrive et Digt i Dialekt fra hans Hjemstavn. Der blev udsat en Præmie for det bedste, og Jacobsen vandt Præmien for følgende Digt i Thybomaalet: Dæ vaar en Gaang en bitte Dreng saa fred æpaa sin Krop. Han sow, saa snaar han kom i Sæng aa wovne siile op. Anna Linck : J. P. Jacobsen

34

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Han kund drik Mjælk i Balliewis som nowne Tyerkall. Aa aalting aad han som en Gris, aa hvad de no ku fail. Men hværjæn, der er gjæv aa raar, den goer jo Guj i Wold. Aa derfor blow mi fied Baarn da i en Kowring kwold. Men man kunde paa disse Onsdagsaftener blive inspireret ti! Digte af en anden Natur. „En Aften havde jeg ude hos M .................s ,“ skriver J. P. Jacobsen i en Art Dagbogsoptegnelse, „hørt en Historie om en Mand, der efter at have hørt et Musikstykke om Elver­ piger var gaaet hjem gennem en Skov og her pludselig havde hørt alle de vilde Toner klinge igen og set Skov­ pigernes Dans og Dagen derpaa var bleven fundet besvimet ude i Skoven-------------- En anden Aften, i Foraaret 1866, henimod 2, gik jeg igennem Lykkesholms Alle til Harsdorfsvej, hvor jeg boede (Nr. 5). Der duftede stærkt af Lønblomster (Acer) og nys ud- sprungne Balsampopler, hvilket i Forbindelse med Maanens underlige Belysning vakte en vis bakkantisk Stemning hos mig, i hvilken Fortællingen om Skovdansen gik op for mig: „i Aand og Sandhed“ . Det skulde blive en Romance.“ Romancen vilde ikke lykkes for ham, fortæller han vi­ dere ; det blev i Stedet for til den Række Digte, han kaldte „Hervert Sperring“ . „Saa blev da den Form, i hvilken Digt­ ningen foreligger, valgt. Hele mit eget Drømmeliv skulde lægges deri i alle dets Nuancer, med al dets Fryd og Smerte.“ I disse Aar dyrkede Jakobsen med stor Iver sine to Hoved-

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

35

interesser, Litteraturen og Botanikken. Da han seksten Aar gammel kom til København, havde han allerede gennem-, pløjet Holberg, Wessel, Oehlenschlæger, Ingemann og Jo­ han Ludvig Heiberg, ligesom han havde et temmelig godt Kendskab til Tode og P. A. Heiberg; han fulgte ogsaa med Nutidslitteraturen, læste f. Eks. Bjørnstjerne Bjørnsons Bøger, efterhaanden som de udkom. Atten Aar gammel havde han læst hele Goethe, Schiller og Wieland. Indenfor Botanikken havde han nu fundet sit Speciale, Algerne. Da han først havde opdaget denne interessante Del af Plante­ riget, kunde han selvfølgelig paa ingen Maade faa Tid til at læse sine Lektier til Kursus. Om Sommeren, fortæller For­ fatteren Erik Skram, hvem Jacobsen gik paa Kursus med fra 65 til 66, kunde man altid være sikker paa at træffe J. P. Jacobsen ude ved Stadsgraven, hvor han hele Dage igennem laa og fiskede efter Alger. Paa Kursus gjorde han en ret ynkelig Figur; han var lang og mager, lidt foroverbøjet og trippende i sin Gang. Den livlige Dreng, som i Thisted altid med Glæde lystrede Parolen: Peter, gaa ind og underhold Damerne! var nu blevet til en tavs, forlegen, undertiden lidt kejtet ung Mand, som ikke holdt meget af at lukke Munden op, allermindst, naar han skulde høres. Det mærkeligste ved ham var, at han skrev nogle Stile, som Kammeraterne ikke forstod et Muk af. Skrev han om Munke og deres Selvpinsler, blev Stilen til en psykologisk Afhandling, som sagde, at Munkenes Selvpinsler til syvende og sidst kun var dem en sanselig Tilfredsstillelse. Det hændte iøvrigt ofte, at hans Stile var fulde af de mærkværdigste Paastande, som han al­ drig vilde indlade sig paa at forklare nærmere. Naar Lære­ ren spurgte ham, hvad han egentlig havde ment med dette eller hint, svarede han blot, at saadan syntes nu han, og saa

36

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

var det ikke til at faa et Ord mere ud af ham om den Sag. Den følgende Række Vidnesbyrd om Jacobsens danske Stile og Kursusbestyrernes Udtalelser om hans Eksamens­ læsning i det hele er et ganske interessant Bidrag til Skil­ dring af J. P. Jacobsens Læsen til Eksamen. V IDNESBYRD FOR JENS PETER JACOBSEN August—September 1864. D ansk: Hans danske Stile røbe gode Anlæg, men der savnes alvor­ lig Flid anvendt paa Udarbejdelsen i det Hele og særlig paa Retskrivningen. Januar—Februar 1865. Dansk: Staar omtrent paa samme Standpunkt som tidligere, først og fremmest maa Jacobsen aflægge en vis Maner, der er ham unaturlig, og som ledsages af overfladisk B e­ handling af Formen. Maj—Juli 1865. Dansk: A f Jacobsens livlige Natur maatte ventes langt bedre Produktioner i Stil, end Tilfældet har været i den for­ løbne T id; han gør sig øjensynlig ikke tilbørlig Umage med Udarbejdelsen, men jager desto mere efter visse maniererede Vendinger. August—September 1865. Dansk: Meget flink i den nordiske Gudelære — skriver endnu sine danske Stile med megen Forkærlighedfordet ma­ niererede, dog haaber jeg, at han vilaflæggedette, og ogsaa endnu utilfredsstillende i Retskrivningen, navn­ lig i Interpunktion. Haandskriften er usædvanlig meget utydelig. Ved Nytaarsprøven 1866 fik Jacobsen følgende Karakterer: Dansk Stil, a. fri Opgave tg X | P b. bunden . . g ? /

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

37

X\ tg b. Version g i

Latin, skriftlig, a. Stil . . . mdl

Latin, m u n d tlig ............... G ræ s k ................................. R eligion ............................... Historie ............................ Naturlære ...........................

tg ? mdl

tg?

g

u g ? Aritmetik, a. skriftlig . •• ug 1 mg b. mundtlig •• g X f Geometri, a. skriftlig . •• g pr b. mundtlig. •• g ? / & Prøvens uheldige Udfald viser, hvor nødvendigt det vil blive for Jacobsen at arbejde med uafbrudt Flid , hvis han skal kunne tænke paa at absolvere 2. Del af Afgangseksamen til Sommer. P. D a h l . VidnesbyrdforJanuar—Februar 1866. Dansk: J ’s Stile er omtrent paa samme Standpunkt, dog spores mulig nogen Stræben for at komme bort fra det mani­ ererede; i Retskrivning, navnlig i Interpunktion nogen Usikkerhed. Selv har han ogsaa udtalt sig om sin Eksamenslæsning, morsomst i et Brev fra den 19. April 1866, et Brev, der tillige fortæller, hvorledes han fejrede sin nittenaarige Fød­ selsdag. Dyrebare Forældre! Kors! hvilken Travlhed! paa Torsdag begynder første Akt af Generalprøven til den store Examenscomoedie. Nu gælder det om at kunne sin Rolle. Og saa kommer i Midten af Juni selve Comoedien. Paa Grund af den Rolle, jeg skal have i dette Drama, har min Pen hvilet og ikke før nu be­ væget sig for at bringe eder alle den hjerteligste Tak for eders Lykønskninger.

38

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Selve Fødselsdagen, der ....................... , blev fejret paa det mest storartede. Kl. 7 stod Fødselsdagsbarnet op, og medens han klædte sig paa, blev Kanoner — ikke affyrede. Herpaa begav han sig i Procession til det Dahlske Kursus — han var for Resten ene om det — dette havde et festligt Præg — det vil sige, det havde det egentlig ikke. Til Mid­ dag fik det høje Fødselsdagsbarn Sagosuppe, Prinsessebud­ ding og Rødvin. Hr. Major H. C. Brandt holdt en Tale i faa og velvalgte Ord til Dagens Helt, der i nogle endnu fær­ re og endnu mere velvalgte Ord dybt rørt udtalte sin Tak. Herpaa begav Fødselsdagsbarnet sig i Optog — ligeledes ene — til Vesterbrogade, hvorhen en Invitation havde kaldt ham. Her modtoges han med Gratulationsfanfarer og Cho­ kolade. Der overraktes ham fra Frk. A. M. en Næselorgnet med tilhørende Snor, fra Frk. E. M. et Merskumscigarrør og fra Hr. H. P. M. et smagfuldt Svovlstikkefutteral — Fød­ selsdagsbarnet ryger nemlig. — (Aftrykt efter „Berlingske Tidende“ .) Men det er sandt! jeg er flyttet. Harsdorfsvej Nr. 5. Mit Værelse er meget hyggeligt, men noget lille ................ Venlig Hilsen til Marie og William fra eders inderligt hen­ givne 19-aar. Søn. — P e t e r — I Juni— Juli 1866 gik Jakobsen og hans fire Kammerater op til Eksamen. Af dette lille Hold opnaaede kun Erik Skram at blive Student denne Gang, de andre havde som Jacobsen for specielle Interesser til at kunne præstere en Eksamen i flere Fag. Den 17. Juli 1866 skriver Kursusbestyrer Dahl et langt Brev til „Velbaarne Hr. Grosserer Jacobsen i Thisted“ om hvorvidt det kunde nytte noget at lade Sønnen læse om. i dette Brev skriver Professor Dahl blandt andet:

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN 39

„Deres Søns Evner maatte lade os vente et godt Resultat af Examen; men trods gjentagne Formaninger og Paamin-

Studenterholdet paa Dahis Kursus 1866. K. J. V. Steenstrup. H. P. Barfoed. Erik Skram. J. P- Jacobsen. Langkilde.

delser, trods indtrængende Advarsel mod at sysle med et Afgangsprøven uvedkommende Studium (Botanik) har vi ikke haft den Glæde at se en til de gode Evner svarende Flid og Stadighed.“

40

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

Det bliver da bestemt, at Peter skal forsøge sig endnu en Gang. Den unge Jacobsen lader til at have været temmelig nedslaaet over den mislykkede Eksamen. Han viser sig ik­ ke hos sine Venner paa Vesterbro og lader i lang Tid ikke høre fra sig, indtil Anna sender ham følgende Linier: Kære Peter! Jeg havde besluttet aldrig at skrive til dig mere; thi du har ved din Tavshed vist mig, at du ikke bryder dig om mig. I Nøden skal man kende sine Venner, det er ikke rig­ tigt, at du skyder dine Venner fra dig i din Sorg. Der var en Tid, da du ikke skjulte en Tanke for mig. Har du fundet ham, der vil dele din Sorg og din Byrde? Søg ham, og du skal finde ham, har han sagt. Hun skriver saa om deres tidligere Venskab og slutter det nydelige lille Brev med: „Jeg har jo saa mangen smuk Tan­ ke at takke dig for. — Din Veninde Anna.“ Saa begyndte han da igen at gaa paa Kursus og anstreng- te sig hæderligt for ikke at vise sine kære Alger al for me­ gen Opmærksomhed; men hvad hjalp det, at det botaniske Studium for en Tid blev lagt til Side, naar en ny Passion straks gjorde det af med alle gode Forsætter. Botanik og Æstetik havde fra hans tidligste Barndom skiftevis helt be­ hersket ham, og nu viste Æstetikken sig for ham i Skikkelse af en skøn, ung Balletdanserinde, det er tilgiveligt og for- staaeligt, at han paany glemte, at han læste til Eksamen. Den purunge Pige med de fine, ædle Træk og den ynde­ fulde Skikkelse, som ved sin Debut som Solodanserinde paa det kongelige Teater i November 1866 ikke alene lagde Bournonvilles, men det ganske Københavns Hjerte for sine Fødder, kom i den følgende Tid til at betyde meget for den K øb en h av n , 5. O k to b er 1866.

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

41

unge J. P. Jacobsen. Drømmer, som han var, digtede han sig ind i en Forelskelse i den unge vordende Kunstnerinde; sit hemmelige Sværmeri dyrkede han ved hele Dage igen­ nem at opholde sig ude paa Nørrebro i en lille Restaura­ tionshave, som ejedes af den Elskedes Fader. Han opnaaede dog ikke at faa den unge Pige i Tale før adskillige Aar se­ nere, da den ungdommelige Forelskelse forlængst var et overstaaet Stadium, og hun har næppe nogen Sinde anet, at hendes unge, straalende Kunst har inspireret en af vore største Digtere til nogle af hans smukkeste Ungdomsdigte. „Straaler, mine Drømmesale!“ med Indledningsstrofen: og saa selve Digtet: „Tovelil, kom lad os vandre“, er et ar Drømmebillederne, drømt om hende og til hende; „Drøm­ meidealet“ er et andet og „Ønskerne“ et tredie Billede, i dette fine Digt bliver den tilbedte til „Signelil, der bor i den mørkladne Borg med Volde og Gravene brede, med Broen optrukken og Porte tilstængt.1 Men som man selv af den dejligste Drøm vaagner op til den graa Virkelighed, vaagnede ogsaa den unge Digter en­ gang og fik sig samlet sammen til i de sidste Par Maaneder før Eksamen at faa læst lidt. Drømmen glemte han dog ik­ ke, da Balletdanserinden senere var blevet en berømt Skue­ spillerinde, har han sikkert været meget modtagelig for net­ op hendes Kunst. Den 13. December 1870 havde det kongelige Teater en interessant Debut; Ballettens Primadonna spillede for før „Straaler, mine Drømmesale, skønt i tusind Kerters Glans, klinger højt af Sang og Tale Strængespil og munter Dans,“

42

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

ste Gang Agnes (Rose) i „Fruentimmerskolen“ . Vor unge Digter var rimeligvis i Teatret den Aften, i hvert Fald har han temmelig snart set „Fruentimmerskolen“, for kort Tid efter skrev han Digtet „Til Agnes“, hemmeligt tilegnet den unge Skuespillerinde. Det er blevet sagt, at J. P. Jacobsen allerede som Barn var blevet færdig med Barnetroen, nogle har endogsaa ment, at Jacobsen som Dreng skulde have haft en lignende religiøs Oplevelse som Niels Lyhne. Da den skønne Edele ligger dødssyg, beder Niels en lidenskabelig Bøn til Gud, om han vil lade hende leve; hun dør, og Niels har fra den Stund in­ gen Gud. „Den Dag, da Edele blev begravet, da traadte han foragteligt med sin Fod i Gravmuldet, hver Gang Præsten nævnte Herrens Navn, og naar han siden mødte det i Bø­ ger og i Munde, saa rynked han med Oprørssind sin Barne- pande“ . Det gjorde Niels, men ikke Jens Peter Jacobsen; ligner Digteren end sin Helt i mangt og meget, og er Niels Lyhnes Oplevelser ofte J. P. Jacobsens, saa er dette ikke Tilfældet her. Det eren Misforstaaelse, at Jacobsen allerede som Barn skulde være kommet til den Overbevisning, i hvil­ ken han døde. Tyve Aar gammel skriver han i Anledning af Broderens Konfirmation følgende Brev, som tilfulde viser hans Opfattelse af det religiøse Spørgsmaal. Kære Broder! Naar du modtager dette Brev, har du vel allerede gjort det Skridt, der i moralsk Henseende gør dig til eneansvarlig for, hvad du tænker, taler og gør. Du har, i Følge din Re­ ligion, aflagt Løftet, om Forsagelse af det onde og Løftetom at tro, vogt derfor din Tro. Det er ikke alle givet at kunne danne sig en Guddomsanskuelse, naar de har mistet den K øb enh avn, 11— 4 — 1867.