106 / 212
'
■yy
Finn Mapusen.
Ingen Videnskabsmand staaer i en vis Forstand saaledes udenfor sin T id, som Oldgrandskeren. Uforstyrret af dens
Storme, ligegyldig for dens Travlhed, men derfor ogsaa ofte berövet den Fordeel, som det Nærværendes mangehaande
Anledninger kunne have, fæster han sit Öie paa fjerne Tider og Tilstande og söger der Sædkornet til de paafcilgendc
Sekler. Som en Skattegraver paaseer han med Iver, at Slægterne ikke forglemme det Forbigangne over det Nærværende,
og forsaavidt har ogsaa dette sin Gyldighed for ham, thi han taber det ikke af Syne, som det ene Led i Sammenlig
ningen, medens han fölger Udviklingens Gang i Oldtidens Löb, han er derfor een af disse Udvalgte, som arbeide i
Historiens Urtegaard; han giver sine vigtige Vink om Menneskehedens Frem- og Tilbageskridt, og eflerskriver med Nöiagtighed
til mindste Detail ethvert Kjendetegn paa begge D ele, i fuldkommen Bevidsthed om , at i Menneskehedens Udviklings
historie maa ethvert Ilaar tælles, og at
der
falder ingen Spurv til Jorden uden Sagas Villie. Derfor er Oldgrandskeren
saa at sige Historiens Regnskabsforer, som med Nöiagtighed optegner dens Udgifter og Indtægter; forekommer det derfor
En eller Anden at Oldgrandskningen undertiden er vel skrupulös i sit Bogholderi, saa falder Skylden ene tilbage paa
ham selv, der ikke indseer, at i denne Videnskab er den diplomatiske Nöiagtighed netop paa sit rette Sted, at her er
en Brök af uendelig Vigtighed, og et Bogstav ofte levendegjörende, thi her er Aanden netop i Bogstavet.
Characteristisk er det, at det lille Island forholdsviis har frembragt saa mange udmærkede Antiqvarer; men
forunderligt er det dog ikke, thi denne Öes geographiske saavelsom historiske Stilling leder dens Sonner meget naturlig
til at fæste Blikket paa det Forbigangne; Det övrige Europas politiske saavelsom videnskabelige Stöi og Allarm forstyrrer
dem ikke — thi de höre den ei, dertil er Brændingen for höiröstet; og dens egen Nutid kan sandelig ikke have nogen
Tillokkelser for dem, dertil have de en for storartet Fortid, som desuden staaer for dem i forsvundne Seklers fristende
Perspectiv. Hvor naturligt er det derfor ikke, at et Folk, med en sund og fyldig Livskraft, lever sig inderlig ind i sin
Fortid, naar Nutiden er for mat til at fyldestgjöre det? hvor naturligt, at det fortrinsviis frembringer udmærkede Mænd i
denne Retning, da alle Betingelser dertil netop her ere tilstede? Det oldnordiske Sprog er jo deres Modersmaal, og
det som Andre kun med megen Flid og Anstrængelse kunne tilkæmpe sig , det er dem ved Födselen givet; de gamle
Kilder ere dem strax tilgjængelige i Originalsproget, kort, de modtage alle Betingelser fra förste Ilaand — kun disse
maa altid være tilstede for at frembringe det Udmærkede; det er Geniets store teleologiske Fordeel, al det kommer,
fordi det skal komme; og at det for Beskueren seer saaledes ud, som der af Forsynet ligefrem var lagt an derpaa.
Det er derfor netop i sin Orden at flere af Nordens ypperste Oldgranskere, vare indfödte Islændere, ligesom det ogsaa
er Tilfældet med den Mand, af hvem vi her meddele en kort Skildring.
F in n u r M a g n u s s o n ,
eller som han af en Akkommodation til det Danske, ogsaa kalder sig
F in n M a g n u s e n
er födt paa Skalholt i Island, den 27de August 17S 1*). Han nedstammer fra en af de bedste og ældste, islandsske
Familier. Hans Fader var
Magnus O lafsson
, Islands sidste Laugmand
flögma&r')
, en Broder til Digteren og Natur
forskeren
Eggert Olafsson
og Oldgrandskeren
Jon Olafsson-,
hans Moder
Ragnhei&ur
var en Datter af Biskop
Iinnur
*) Cfr.
Nyerups Litt. Lex. og Erslews Fortsættelse deraf, samt Kofods Conversations-Lexicon.
Vr
! f