150 / 194
141
sin Tilflugt til at reparere med Klude og Tjære. Hvem
der i de Tider saa en arbejdsklædt Mand med Lærred
under Armen og Tjærepotte i Haanden, sagde straks
til sig selv: Det er en Blikkenslager!
Da Zinkpriserne var paa det højeste —ca.
5
Gange
over Normalen —, henvendte Lauget sig til Ministeriet,
og ved dettes Hjælp fik man et mindre Parti herop.
Det var ret dyrt at hale i Land, men den Omstændig*
hed, at denne Aktion lykkedes, havde til Følge, at
Zink fremtidig blev noget billigere. Senere, da Tilfør*
selen helt stoppede, gjorde en enkeltvirksomhed, efter
Opfordring fra Handelsstanden, Forsøg med Udvals*
ning af Zinkblokke, der kom fra Norge, men denne
Fabrikation var forskellig fra, hvad det paagældendé
Værk ellers var indrettet paa, og Produktet havde
derfor, navnlig i Begyndelsen, sine Svagheder.
Det forholdsvis gunstige Forløb af det omtalte
Zinkkøb og et Par fordelagtige samlede Indkøb af
Trækul, som en Tid lang anvendtes overmaade meget,
foranledigede, at Laugets Medlemmer paa det Tids*
punkt, da Materialemangelen var paa sit højeste, stil*
lede Krav om Fremskaffelsen af Materialer gennem
Bestyrelsen. Der foretoges da om denne Sag en Sam*
menslutning mellem det københavnske Laug og de to
Centralforeninger for Blikkenslagermestre og Kobber*
smedemestre, henholdsvis i Østifterne og i Jylland.
Der blev i Amerika foretaget et Indkøb, som lovede
godt. Men et pludseligt Prisfald indtraf ved Krigens
Standsning. Dertil kom en Kæde af Uheld: Tonnage*
mangel, Havari, slet Spedition etc., saaledes at det
Foretagende, der indlededes saa godt, kun gav dem,