ANDET AFSNIT: 17 7 0— 1 8 1 2
57
indtræffer i selve le i minen, da stiax. Gjøres Krav paa Anstalten ikke gjældende
i 15 Aar, fortabes det (I § 17).
Pensionerne ere fritagne for Beslag og for
alle Afgifter
(1
§ § 16 og 18).
De indskudte Kapitaler skulde indsættes i Statskassen og forrentes med
VU
% og derfor udstedes sædvanlige kgl. Obligationer (I § 5), hvorhos Kongen
skulde garantere Forsikringerne, dog kun forsaavidt de tegnedes i et Tidsrum
af 4 Aar, efter hvilket Balance skal opgjøres og forelægges Kongen, som da
bestemmer, om Garantien skal forlænges eller ikke, for alle Klasser eller nogle
i Særdeleshed, og saaledes fremdeles hvert 4de Aar, indtil Kongen maatte
give uindskrænket Garanti (I § 6).
Administrationen henlagdes under en Bogholder og en Kasserer, der
sorterede under Direktionen for den almindelige Enkekasse (I § 3), hvilken
Overdirektion skulde have umiddelbar Indstillingsret til Kongen.
løvrigt
skulde de to Instituter være ganske selvstændige.
Dernæst indeholdt Planen udførlige Forklaringer af de enkelte For
sikringsarter og udtømmende og let fattelig Anvisning paa deres Beregning i
Henhold til de i et sidste Afsnit tilføjede Grundtavler.
Særlig kan mærkes,
at egentlige Livsforsikringer kun kunde tegnes af Personer over 16 Aar;
Minimum var 5 Rdl., Maximum 1 500 Rdl. (V 3 §§ 3 og 4), og at opsatte
Udbetalinger kunde erhverves fra 5 til 2000 Rdl. (V 3 § 6).
Denne Plan indstilledes af Finantskollegiet under 29 September 1795
til Kongen.
For at afværge den Animositet, der her ligesom andetsteds i
den Tid fandtes mod Livrenter') »z
Henseende til disse skadelige Følger fo r
Staten ved at befordre Coelibat og give Folk Anledning til at anvende deres Fo r
mue til at forskaffe sig selv et overflødigt Udkomme og unddrage Familien den
Arv, der ellers kunde have væreU,
fremhæves det,
tat Livrenterne i Planen ere
beregnede efter en Rentefod a f f f
% ,
følgelig fordre et betydeligere Indskud og
altsaa ikke ere saa tillokkende eller fordeelagtige, at nogen af blot Vindelyst skulde
indlade sig deri«.,
men at Tilgangen væsentlig vilde ske fra dem, der paa denne
Maade vilde forebygge Mangel paa nødvendigt Udkomme, ligesom der ved
Planen var truffet det yderligere Kautel, at en Livrente kun kunde erhverves,
naar de derfor angivne Grunde af Direktionen fandtes berettigede (III 1 § 3).
Da de mange private Kasser viste, at Befolkningen følte Trang til et
Forsørgelses Institut, og da et saadant kun paa denne Maade kunde rationelt
funderes, indstilledes det under Hensyn til, at Kapitalernes Indsættelse i Stats-
') I Frankrig bleve Livrente-Selskaber forbudte allerede i Aaret 1770.




