75 / 405
6 2
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1 842
indtraf, efterat 4 Præmier vare erlagte, udbetaltes den fulde Forsikringssum;
forinden udbetaltes kun visse Kvotaparter.
Personer under 28 Aar fritoges
for al Præmiebetaling, naar deres Præmier ialt udgjorde Forsikringsbeløbet;
for Interessenter fra 28 til 40 Aar nedsattes i saa Fald Præmien noget, der
imod ikke for Personer over 40 Aar, medmindre en højere, kort Præmie
erlagdes. Til Administration betaltes ligesaameget som første Præmie.
Uagtet Planen i sig var god og hvilede paa rigtige Grundsætninger,
ligesom nogle af den Tids bedste Mænd paa dette Omraade som Professorerne
G
a m b o r g
,
A.
K
a l l
og J.
W
o l f f
havde tilsagt deres Bistand, og der tillige
stilledes en gad privat Garanti i Udsigt for det Tilfældes Skyld, at Tab kunde
lides ved Mortalitetsberegningen eller ved »
epidemiske og smitsomme henrivende
«
Sygdomme, ses det ikke, at Foretagendet, der var udgaaet fra de bekjendte
Boghandlere
S
o l d
i n
,
nogensinde kom igang. Det lovede ikke mere, end det
kunde ventes at holde, og kunde vel derfor ikke staa sig i Konkurrencen med
de andre Selskaber, hvis Prospekter og urimelige Løfter stak Folk i Øjnene.
Den Tingenes Tilstand, der i denne Periode havde udviklet sig paa de
private Forsørgelseskassers Omraade, var ikke langt fra at komme ind under
Begrebet Svindel.
Der hævede sig derfor efterhaanden flere Røster for at
raade Bod paa disse uheldige Forhold, og blandt Andre tog især
J
o n a s
C
o l l i n
til Orde med K raft1).
Han gjorde stærkt gjældende, at de i de
senere Aar paany opdukkende private Selskaber i Lighed med de mange lignende
fra Midten af forrige Aarhundrede havde den Hovedfejl, at de »
fordre lidet, love
meget, og holde i Tiden intet
.«
Efter hans Mening burde Konfirmation kun finde
Sted efter en indgaaende Prøvelse af de foreslaaede Planer, ligesom det over
hovedet vilde være heldigst at indføre noget lignende som i Preussen, hvor en Lov
i Aaret 1781 forbød saadanne Selskaber, da et stort Antal af saadanne i sig er
uheldigt, og tillige befalede, at de alt existerende strax skulde undersøges, om
de fortjente at vedblive. Staten burde saa meget mere træde kontrollerende til,
som Usoliditeten ved slige Selskaber, der ikke vare sluttede, men stadigt fik ny
Tilgang, med stor Lethed kunde skjules i lang Tid, hvorved det endelige Tab
blev i høj Grad forøget, ligesom et nok saa stort Fond i Virkeligheden kunde
være utilstrækkeligt i Forhold til Selskabets Forpligtelser, men dog vilde lokke
mange til ubesindigt at indtræde.
‘) Se Borgervennen 1805 og 1807.