113 / 386
110
En Tur til Sko v en i gamle Dage
Fileværket, forbi Eremitagen, gjennem Ulvedalene; men alle
de Naturskjønheder, der lier aabenbare sig, have vi kun lidet
Øje for. Vi ere altfor spændte. Selv Dyrene, der græsse hist
og her under de høje Bøge, ere kun forbigaaende i Stahd til
at fængsle vor Opmærksomhed. Vi have andet at tænke paa,
vi skulle jo i Dyrehaven — det vil sige paa Bakken og ned
ved Kilden. Nu se vi Bøgen opstige bag den grønne Hang,
nu høre vi Trommens hule Bom! Bom! nu høre vi den
skingrende K larinet ved Bundgyngerne,
1111
se vi Teltene.
Vognen holder, og i et Nu ere vi nede. O underfulde Verden!
„Her Bakken er, som vi vil gjæste.“
„Se Dands og Gynger,
Voxkabinet,
Se Slanger og Kamæleoner,
Hør Bonden synger
Ved H akkebræ dt
Om Elskov og Napoleoner,
Men det er lu tte r Jux og udenlandsk;
Se her den store Stud, thi den er dansk.
Hæv Dig, m in Barm !
Sangen saa varm ,
Saa national for D anm ark toner.
Se P anoram er
Og hvide Mus
Og i et Kar en Søbataille;
Se Jakels D ram er,
Se Mangens Rus,
Se Modens Baand,
c o n l e u r d e p a i l l e ,
B eridere m ed hvide F jer paa Hat,
Og skjønne Ting af vor Kunstkamm er-Skat
Se, hvilket Læs,
Dyrehavsgæs,
Honnette dels, og dels Kanaille.“
Men vi ville ikke følge Digteren videre; han slaar for
meget i Hartkorn. Nydelserne ere rige, og for ikke at over
vældes maa man tage dem efterhaanden, lidt ad (langen,
systematisk. Vi gaa op ad Bakken, ah, der er den gamle Jøde
under Træet med sin Kompagnon. Han h a r siddet her i
henved 40 Aar og er lige rask og vever, skjønt onde Tunger
paastaa, at han holder meget af Flasken. Han maa have en
lille Skilling, siger Fader, men saa have vi ogsaa Ret til at
høre paa ham. Han sætter sin Paryk paa, drejer den om,
saa at Ansigtet faar et bistert-komisk Udtryk, og idet han
akkompagnerer sig selv paa Guitar, medens hans Følgesvend,