118 / 386
En Tar til Skoven i gamle Dage
115
blaa Besætning, med spanske Baretter paa de tykke Flæt-
ninger, med det rødeste Karmin paa Kinderne; Herrerne i
spanske Bidderdragter og med drabelige Sværd ved Siden.
Uet er Foiireaux’s Beriderselskab, Personalets ypperste, der
vise sig, medens Bajazzoen oppe paa Træbalkonen støder i
Trompeten, slaar Kulbøtter og alt imellem brøler: „Spatzieren
Sie lierein, meine Herren und Damen — Entrez s’il vous
p lait!“ Ak, hvem der turde! men det overskrider Faders
Budget, og vi maa lade os nøje med lier at beundre, hvad der
kan lade sig beundre gratis.
Maaske Voxkabinettet, hvad mener Du, Fader; det maa
være herligt at se! Frederik den Store! Schinderliannes og
Sand, der myrdede Kotzebue, Ali Pascha fra Janina og mange
andre berømte og berygtede Personer. Fader mener, at det
er morsommere at betragte de malede Billeder udenfor end
Voxfigurerne indenfor. Han har ogsaa en svag Mistanke
0111
en mærkelig Matamorfose med disse Billeder. Han tror, at
de forvandles og omklædes efter Tidens Tarv, og at de, som
ifjor var Pichegru og William Pitt, iaar ere Scliinderhannes
og Sultanen af Marokko. Studenten mener, at der maaske
ligger en dyb Ironi deri.
Ah, der have vi et Menageri! Sikke Kæmpeslanger, sikke
Løver — og saa Tigeren der, som gjør sig tilgode med en
kulsort Neger — alt med de brillanteste Farver og i de kolos-
saleste Former fremstillede paa Lærredet. Atter gjøre vi Fader
et Spørgsmaalstegn, idet vi lægge Hovedet paa Siden og se
bedende op til ham. Men han er fast i sin Beslutning, og
han støtter den ogsaa paa gyldige Grunde, sigende: „Børn!
I det Menageri er der ikke en eneste af de Ting, I se der paa
Billedet. Det er Øjenforblændelse det hele.“
Lidt forknytte gaa vi videre, indtil vi atter muntres af
Manden, der æder Blaar og deraf producerer Ild og Røg og en
Masse røde og hvide Baand. Det er et fast Inventarium paa
Bakken, denne Blaaræder, der senere har faaet Tilnavnet
Rundebrødsmanden efter sine mægtige Pjerrotknapper. Han
er iøvrigt Direktør for et Kunstnersamfund, der trods sin
temmelig pjaltede Kostumering præsterer ypperlige Prøver
paa Lemmeforvridning. Men hvad er alt dette mod den stærke
Jomfru, der vises frem i Nærheden? Hun, der bærer to stærke
Mænd i sit Haar og lader sig træde paa Maven af fire dito.
Det sidste skal for hende være en meget sund Fordøjelses
proces.
Men der er jo de hollandske, de ægte hollandske Vaffel-
8
*