120 / 386
En Tur til Skoven i gamle Dage
117
„Op og ned!
Ned og op!
Ved Blom sterbed
Over Egens Top,
Under Spil og Klang
Vore Stole gaa,
Med Tonernes Gang
H inanden bagefter
Af alle K ræfter
Uden at naa.“
Nu afstedl Men først hen til Kilden, hen til Kirsten Piil
— nær havde vi glemt det. At komme i Dyrehaven uden at
gjæste K i l d e n , Kirsten Piils Kilde, er om trent det samme
som at være i Rom uden at se Paven. Vi kunne ogsaa trænge
til lidt Forfriskning efter den Hede og Støv, vi havde døjet
paa Bakken. Men først maa en af os hen til Vognen for at
hente en bevidst Flaske med lidt Styrkende i, thi sikkert er
det noget fortræffeligt Vand fra denne Kirsten Piils Kilde, men
dets lægende Kraft er forsvunden i Aarenes Løb, og derfor er
det, som Fader mener, fornødent at hø tle derpaa ved en Til
sætning af nogle kraftige Draaber, cler tillige kunne betage
Vandet lidt af dets flove Smag. Studenten rækker Lise Pe
tersen et Glas, og medens han tager hende om Livet, syn
ger han med Kaiser:
„Gid hun leve, den Nymfe, lil Elskendes Held,
Hun som H jerter forener ved sprudlende Væld!
K irsten Piil
0 dit Smil
1
det klare K rystal
Min Lykke bebude mig skal!“
Vi begive os hen lil Vognen. „Men Død og Plage!“ siger
Fader. „Madam Pætges Telt — der er det jo — det var en
Skam,
0111
jeg ikke hilste paa min gamle Veninde. Der staar
hun jo i Indgangen til Teltet. Det kan gjøres i en F a rt.“ Der
er nu en Gjenkjendelse og en Omfavnelse. Vi se med en vis
Ærefrygt og Beundring op til den høje Kone med de karak
teristiske, skarpe Ansigtstræk og de spillende Øjne. Thi for
uden sit eget velfortjente Renommé som en af Byens og Dyre
havens Notabiliteter i Beværtningsfagel har hun ogsaa sin
Datters Navn at prange med, der allerede er i alle Folks
Munde.
Nu kjøre vi igjen. Aftenen nærmer sig. Bask igjennem Sko
ven ad Klampenborg til. Fader mener, at hvis det ikke var