122 / 386
En Tur til Skoven i gamle Dage
119
om en italiensk Syngem ester, der paa en Tur gjennem Skovs
hoved nær var bleven rendt omkuld af „en lille Flæsk“. Yi
skimte nu de hvide Telte mellem de grønne T ræ r i Char-
lottenlund, vi høre Kastelsjægernes Hornmusik under det store
Egetræ; vi svinge nu ind ad Indkjørselen, og i en Fart ere
vi ved Grøndals, hvor vi skulle spise til Aften.
Her paa Højen er et prægtigt Bord ledigt. Det var kjønt af
de Folk, at de rejste sig ved vor Ankomst. Nu op med Varerne,
Mutter! Vi ile til Vognen for at hente al Ting, vi ase og slæbe,
og vi gjøre det gjerne, thi Lønnen er vis. Vi ere allesammen
sultne, Maden skal smage! Saa skulle vi i Skovløberhuset have
kogt Vand til Punschen. Medens de dække Bordet, følge vi
med Studenten hen til Gyngen, for at vi ogsaa kunne faa en
Tur. Hvor den flyver højt op over Musiken fra Dandsepladsen.
Gyngefolkene spørge,
0111
vi kunne se „Kjøge Høns“. Men
nu tilbage til Højen. Hvor Bordet er sirlig dækket — der er
kun Levninger, men hvilke Levninger! Nu er Punschen til
lavet, og der er skjænket i Glassene. Saa en Sang, Hr. Stu
dent, De rnaa synge for, og vi andre sekundere. Lad os faa:
„Duftende Enge og kornrige Vange“, den kan vi alle. — Og vi
synge allesammen, og vore Stemmer tage sig smukt ud i den
rolige Aftenstund, og nedenfor Højen standser man for at
lytte.
Men nu lyder Dandsemusiken saa fristende. Studenten lager
sin Kjæreste, jeg tager Jane, og vi faa os en lystig Svingom,
ikke paa Dandsepladsen, for det er ikke rigtig pænt, men i
Haven mellem Bænkene. Ogsaa Fader og Moder smittes af
Dandselystigheden, de forsøge at komme i Trit, og det gaar
nok saa godt. — Hvem skulde tro, at Fader kan dandse saa
flinkt endnu,
0111
Moder havde vi vidst det længe. Bedste
moder sidder og ser til. Hun tænker maaske paa sin Ungdom,
da hun ogsaa dandsede her ved Gyldenlund, fou det lied ikke
Charlottenlund dengang. Det var under Struensee, fra hvilken
Tid hun ved at fortælle saa mange Historier.
Men Klokken er lienved elleve — Gud! hvor dog Dagen er
gaaet hurtig, altfor hurtig, tænke vi Børn! Nu maa vi hjem.
Hans Polisk skal spænde for. „Men først et Glas paa Fald-
rebet,“ siger Fader. „Ikke sandt, Børn, det var en rigtig rar
Dag. Lad os haabe til Gud, at vi til næste Aar ligesaa raske
og ligesaa vel til Mode maa komme i Skoven igjen.“ Derpaa
klinkes der — og vi istemme et skingrende Hurra.
Hans Polisk ha r nogen Vanskelighed ved at lægge lø je t
paa Hestene. Dette i Forbindelse med lidt lallende i hans