126 / 386
En gammel Herres Erindringer
123
forskjellige Retninger: Rosenborg Have, Langelinie, de nye
Øster- og Nørreanlæg, men helst vandrer jeg, naar min Tid
tillader det, ud til Frederiksberg Have. Den har jeg fra min
Ungdom en stor Forkjærlighed for, og hvor smuk den er som
Promenade især i den tidlige Morgenstund, naar alt er friskt
og behageligt, behøver jeg vel ikke at fortælle. Paa et af
disse Morgenbesøg stiftede jeg et Bekjendtskab, som, skjønt
meget flygtigt, forskaffede mig en behagelig Nydelse. Jeg vil
lade Læserne dømme derom.
Det var en smuk Morgen først i Juni, at jeg, efter at have
gjort en Rundaf i Haven og drukket lidt Vand ved Kilden,
til hvilket Øjemed jeg altid er forsynet med et Læderbæger,
temmelig træ t tog Plads paa en af de lange Bænke ved Rund
delen. Vejret var meget smukt, Solen skinnede varmt, Løvet
var saa friskt og saftigt. Det var en rigtig skjøn Morgenstund,
jeg aandede saa frit og behageligt, og den store Ensomhed
tillod mig en uforstyrret Nydelse. F ra den nærliggende Biom-
sterhave svangredes Luften af en balsamisk Duft, og Lærken
svang sig syngende mod Himlen. Jeg fæstede Blikket paa
Statuen af den gamle Konge, som saa simpel i sin jævne Dragt
stod der indenfor Gitteret med det venlige Ansigt. Det var,
som om et Smil trak sig over hans Ansigtstræk, og uvilkaar-
lig kom jeg til at sige ganske højt: „Gamle PTæderik, Du
glæder Dig vist endnu over din Have. Du holdt jo saa meget
af den i levende Live, det var et Asyl, hvor Du søgte at
glemme dine Sorger og Ængstelser.“
„De udtaler ganske det samme, som jeg netop tænkte i
dette Øjeblik,“ lød der en Stemme ved Siden af mig.
Fordybet som jeg var i Betragtningen af Omgivelserne,
havde jeg ikke lagt Mærke til, at jeg ikke mere var ene. Ved
Siden af mig sad der en gammel, hvidhaaret Mand med skarpe,
kloge Træk og livlige Øjne. Han var iført en brun Kjole af et
gammeldags, men klædeligt Snit, omtrent af den Façon, som
gamle Englændere endnu ses iførte, lyse Pantalons, blanke
Sko og hvide Strømper. Under den snehvide Pikets Vest viste
der sig et sirligt Kalvekryds, og Hovedet var bedækket med
en bredskygget, skinnende Hat. Der var noget meget sirligt
i hans Ydre, uden at der var noget søgt. Da jeg ved hans
Bemærkning som Svar paa mit Udraab saa til Siden, mødtes
vore Øjne, og han hilste ved at tage til Hatten.
„Undskyld, min Herre,“ sagde den fremmede, „min Bemærk
ning var ligesaa uvilkaarlig som den, De selv gjorde, og jeg
haaber, at De ikke tager mig min Frihed ilde op.“